Min Muse kunde vel opfylde hele Blade
Med deres Navn og Rang, som rundt om Bordet sade,
Nok er det, at det ey var fyldt med blotte Navn,
Som stor Parade giør, men ofte liden Gavn.
Først i en Lehnestoel, sad Helten, hvis Carbunclet
Ved hver en Skaal han drak, igiennem Glasset funkler,
Dernest Talmusius, en gammel Drikke-Heldt,
Som havde været med i Bacchi Tog til Feldt.
Saa Herr Potatius, vel værdig at berømme,
Som tolv Pokaler til hvert Maaltid kunde tømme,
Og skiønt et hvert Pocal tre fire Potter tog,
Han tømmede den ud, og ikke Aanden drog.
Dernest Herr Trinckmirzu: og saa Herr Brandteweinssäufer;
Saa Herr von Altconjac: og saa Herr Wiedertäufer;
Hr. Pouncedarius: og Hr. von Dobbelt-Dram:
Hr. Roethemwein: og Hr. Brandalsius Rariam:
Hr. Bierbaum: Tellebus: og saa Hr. Hinkelfresser,
Som gad sit Brændeviin: og Hr. de grote Stokmester;
Herr Abasver: Blachalsk: Nachschwermer: Brenkelspriis:
Romusius: Nücterfeind: Bierbalsius: Jungergriis:
Hr. Koldsup: Hr. Stikur: som de fornemste vare,
Og just de samme, som den Dødes Kiste bare,
Jeg troer, om Vand blev Viin, man med det halve Belt,
Knap kunde fylde Een, saa stor var hver den Helt.
Næst disse Helte, sad den anden Sørge-Skare,
Som og udvalte Mænd og Drikke-Brødre vare,
Jeg ey opregne kand enhver i sær ved Navn,
Dog veed jeg, hver en var en gammel Natte-Ravn.
Men den, som øverst sad, hans Navn ey bør forgiettes,
Men ham en Seyers-Krands af Viintræ-Blade flettes,
Det uforsvarligt var, ifald hans Navn forgik,
Og ey en Ære-Sang og Helte-Støtte fik.
Ja! maaskee Tidens Mørk og Glemsomhedens Kule,
Maaskee den Krukke, som det sidste Stød faaer skiule,
Og skiuler mangen Helt, som Tien Ære gav,
Ifald hans Been og Navn ey fik den samme Grav.
Hvis nogens Navn blir skiult, hvis nogens Støtte falder,
Saa er det Skam for dem, som leve i den Alder,
Og ikke tegner op for Eftertidens Mand,
Alt, hvad som drabeligt og tappert kaldes kand.
Om al Merkværdighed i Mørkets Skiul blev giemmet,
Om Alexander selv i Tiden blev forglemmet,
Om Verdens Vunderverk ey havde mere Navn,
Men evig tysted blev i Glemsomhedens Favn.
Saa skal du dog et Sted i Eftertiden nyde,
Saa skal min Geist og Pen din Tapperhed dog pryde,
Som det fortiente Navn af Jochum Finkel bar;
Og som jeg før har sagt, ved Heltens Maaltid var.
Han havde som Soldat i Bacchi Krige tienet,
Og derved Tapperhed i Krig og Drik forenet,
Han var den beste, ved det Regiment han stod,
Thi, skiønt han ikke slog, saa drak han med for Fod.
Men det, hvorfor han mest er værdig at berømme,
Og som al Verden maae for Helte-Stykke dømme,
Ja, som en Momus selv, til Avinds Harm og Trods,
Hvori paa Magt og Klygt saa stor en Prøve vises,
At man er uvis om, hvorfor han mest bør prises,
Nok er det, begge Toe er værd Berømmelse,
Og Gierningen bestod omtrent i følgende:
Da Fader Bacchus, som en vældig Seyer-Herre,
Lod med sin hele Magt en Stad engang indspærre,
Og efter lang Forløb ey nogen Seyer vandt,
Fordi han idelig en tapper Modstand fandt;
Vor Jochum Finkel kom omsider frem for Dagen,
Og bød sig frilig til at ende hele Sagen
Med en utænket List, hvis Lige ey er læst,
Naar jeg undtager den Trojanske store Hæst.
Thi, Fader Bacchus den beleyrte Bye forlader,
Og efterlod en Snees med Viin og Brendviins Fade,
Blandt dem, men fuldt af Folk, det store Styk-fad var,
Saa snart var Bacchus ey med sine Stridsmænd borte,
Før de Belejrede kom ud af Byens Porte,
I en Forhaabning om at finde Sølv og Guld,
Men vores Jochum fandt, der laae, som han var fuld,
Og end før Ruset ud, men da han blev opvækket,
Han stillede sig an forvirret og forskrækket;
Hey! raabte han: skiænk i, lad flyde som en Elv,
Omsider loed han dog, som han kom til sig selv.
Som Myrer paa en Orm i Myre-Tuen vrimle,
Ey anderledes Folk om hannem sammenstimle,
At see den Fange an, som lukte Øyne op,
Nu han omringet var af en nysgierrig Trop.
Han sukker, puster, og han vrider sine Hænder,
O! vee mig, raabte han: som nu først seer og kiender,
At jeg er Dødens Mand, af mine efterladt,
Fordi jeg sagde sandt, men Sandhed er forhadt.
Man blev begierlig, meer af dette Nyt at vide,
Og lover, at ham ey det minste skulde lide,
Man bød ham sige frem, hvorfor han blev igien,
Og hvorfor Bacchus drog saa uforventet hen?
O! sagde han: Jeg skal den hele Sag forklare,
Til Hævn, fordi man mig har sat i saadan Fare,
Nu seer jeg dog, at de har fulgt mit gode Raad,
Som blev i Forsamlingen beleet og forsmaaet,
At tale Sandhed her, min Hævn og Nød udkræve,
Jeg raadte til, jo før, jo heller at ophæve
Beleyringen, som ey medførte nogen Gavn,
Men satte Grændse for vort vidt berømte Navn.
Til Slutning Bacchus selv mit Raad for nyttigt kiendte,
Men mine Avinds-Mænd af Bitterhed optændte,
At jeg ey skulde Deel i nogen Ære naae,
Men under Eders Haand min Død og Ende faae.
Mig lagde rusende paa dette Sted tilbage,
Jeg beder kierligst, I vil Medynk med mig drage,
Man gav ham Frihed strax, og troede paa hans Snak,
Hvorpaa man aabnede et Fad, og deraf drak.
Men de Beleyrte, nu fri fra Krigens Møye,
Besluttede, sig ret af Hiertet at fornøye,
Og for desmere at opmuntre deres Sind,
De alle Fadene i Byen bragte ind.
Men hør, min Læser, hør, nu Jochums Helte-Stykke,
Nu gik det ud derpaa, at svire og at drikke,
Han drak saa længe, til hver Byens Mand var fuld;
Een sov, en ravede, en tumlede omkuld.
Derpaa han Folket af det store Stykkfad kalder,
Og Bacchus derpaa strax bevæbnet overfalder
Den Bye, som han i Viin og Søvn begravet fandt,
Og meer ved Jochums List, end al sin Krigshær vandt.