Kom her og see dig i et Speyl,
Enhver som din Fornuft vanærer,
Dig selv og Tiden med fortærer,
Ved saadan en afskyelig Feyl!
Som giør: at; man paa Mennisker
Og Dyr saa liden Forskiæl kiender,
At; fire Been allene er,
Den Sag som Tvistigheden ender!
Jeg laster aldrig Druens Saft,
Ey heller dem, som samme drikke,
Naar Overflod og Misbrug ikke
Giør slemme Følger af dens Kraft;
Et Dyr, et ufornuftigt Kree,
Kun drikker for sin Tørst at hemme,
Dog dræber tidt et Menniske
Fornuften før i Viin at svemme.
Hvor maae dog en fornuftig Siæl
Ey gyse ved at eftertænke,
Hvor mange fæle Pine-Bænke
Man danner for sit eget Vel?
Forgift kun dræber ganske faae,
Ved Legemidler flere falde,
Da en umaadelig Attraae
Forvandler Honning selv til Galde.
Man ofte seer, og skyer de Ting
Erfarenheden onde kalder,
Men af et Svalg i andet falder,
Fordi man giør for store Spring;
Nok er det, blant det meget som,
Fornuftige til Fæe omskaber,
Saa danner Viinen ved min Dom,
De allerslatterligste Aber.
Dens Misbrug føder Virkninger,
Som sine i en Afgrund styrter,
Nedsænker dem i slige Sorter,
Hvor aldrig meer Opreysning er;
En Moder er jo Drukkenskab
Som alle andre Laster klækker,
Thi; Tankens og Fornuftens Tab,
Al Udyds Baand og Tøyel brækker.
Mit Skrift et lidet Udtryk gie
Paa dem, som holde det for Ære,
Et Liderligheds Speyl at være;
Jo meer min Helt ophøyet blir,
Jo meer han laaner Pennens Pragt,
Desmeer hans Nedrighed jeg blotter,
Desmeer fortiener han Foragt,
Thi; tvungen Roes er største Spotter.
Skiønt Udyd ey udryddes kand,
Den dog Moralens Maal bør være,
Og maaskee! Frygt for Skam, Vanære,
Tidt danner en beskeden Mand?
Jeg næsten fritlig sige tør,
At Prædiken og fyndig Tale,
Saa megen Virkning neppe giør,
Som muntert skiemtesomme Morale.