Jacob Christian Bie (1738–98)

        Man pukker allermeest paa mig,

Dog er jeg allermindst at finde,

Hvor mangen een gaaer ey i blinde?

        Indbilder sig, at han er riig,

        Og paa sin Friheds kiære Skat

Mod hele Verdens Rigdom pukker,

        Men er dog i et Fængsel sat,

Hvor Hiertet tidt i Taushed sukker.

        Jeg bindes ey til nogen Stand,

Det er ey blot en Træl, en Slave,

Som savner min forønskte Gave,

        En Mogul selv mig mangle kan,

        Jeg tidt fra Herskernes Pallas

Og Mægtighedens Tempel flytter,

        Og ofte tager jeg min Plads

I de foragteligste Hytter!

        Man prunker ikkun med mit Navn,

Og spiller ikkun med min Skygge,

Man raaber vel: Vi ligge trygge

        I Friheds ønskelige Havn!

        Men gaaer forbi det Sted, jeg boer,

Med fulde Segl og alle Aarer,

        Thi Vellyst er det vrange Roer,

Som fører uerfarne Daarer.

        Hver Tid, hvert Sted, hver Stand er fuld

Af selv indbildte Friheds-Helte,

Men ney! af ney! mit ædle Belte

        Omspænder ey det Liv, hvor Guld,

        Hvor Høyhed og en tvungen Pragt

Det ene er, som man erkiender,

        Da man frivillig med Foragt

Mit kiære Sælskab Ryggen vender!

Om hele Verden maatte i

En slavisk Tvang og Lænke sukke,

Saa kan og skal, og tør jeg pukke

        Derpaa, at jeg er ene frie,

        Jeg flyver ved en ukiendt Fart

Snart op til Himlens Myriader,

        Og findes i Afgrunden snart,

Jeg giennemvandrer alle Grader.

        Men ingen uden Magtens Haand,

Den din og min, og altings Herre,

Kan min ukiendte Vey tilspærre,

        Og lægge paa min Frihed Baand!

        Jeg leer kun til dens Myndighed,

Som truer mig med Baand og Lænker,

        Og til en Trods for samme Smed,

Jeg daglig paa hans Daarskab tænker.

        Vel kan man stoppe Munden til,

Og hemme det, som Tungen taler,

Men paa mit skiulte Bræt jeg maler,

        Saa meget og saa lidt jeg vil,

        Man ofte kan et tvunget Ja

Med Voldsomhed af Munden vriste,

        Men jeg er lige fri endda,

Naar Tungen maa sin Frihed miste.

        Kort sagt: Jeg kiender ingen Magt,

Og ingen fremmed Lov adlyder,

Jeg følger selv og selve byder,

        Al Tvang jeg møder med Foragt,

        Den allerfrækkeste Tyran

Kan ingen Dom for mig afsige,

        Han kiender ey min Tanke-Plan,

Og kan mig ey i Kortet kige.

        Kort sagt: jeg ene Herre er,

En Siæl, en Aand, den er min Moder,

Fornuften er min ældste Broder,

        Jeg Friheds største Palme bær,

        Ja! midt i Sorgers haarde Aag,

Naar tusind tunge Byrder trykke,

        Saa eyer jeg den Frihed dog,

At tænke paa en bedre Lykke.

Velan! saa vil jeg følge dig,

Og altid findes i din Bolig,

Skiønt hele Verden er urolig,

        Og stræber paa at myrde mig,

        Jeg skal dog aldrig reent forgaae,

Men i din skiulte Cirkel svæve,

        Og medens Tanker kan bestaae,

Saa skal den ædle Frihed leve.

Den Frihed er en Tvang, som Lasterne tillade,

Et Aag, et Slaverie, som Frihed selv maa hade,

        Den lever ene frit, tilladelig og trygt,

        Som Gud, Samvittighed og Dyd indprenter Frygt;

Du Daarlige, som vil al Tanke Frihed myrde,

Forgiæves stræber du, at lægge Aag og Byrde

        Paa Siælens Virkninger! Siig Sandhed, og tilstaae,

        Om man din Tænke-Kraft kan tvinge noget paa?