En Kat og Hund tilsammen var
I Tieneste, men disse tvende
En Ondskab til hverandre bar,
Hvis Virkning de lod stedse kiende,
Thi Hunden, han var Avindsfuld,
Og hørtes idelig at klage:
Han maatte lide Frost og Kuld,
Naar Katten havde gode Dage.
De reves ved hver Leylighed,
Thi ingen vilde give efter,
Der stiftes ey saa hastig Fred;
Blant Fiender af lige Kræfter,
Huusbondens Trudsel, Prygel, Ord,
Med hvert en Vaaben-Stilstand giorde,
Og forekom, at de et Mord
Ey paa hinanden øve kunde.
Saa tidt sig Katten liste vil
Paa Rotterne, for dem at fange,
Kom Hunden løbende dertil,
Og giorde hendes Vildbrad bange,
Strax yppedes et Klammerie,
Og Katten murrede for dette:
Han daglig giorde Hinder i
Den Tieneste, hun bør forrette.
Hun sagde: At sin Huusbonds Huus
Leed Skade, dersom hun forsømte
Sin Jagt, og ikke Rot og Muus,
Det Tyvepak, af Veyen rømte!
O! sagde Hunden: Tie kun stil!
Jeg af din egen Snak kan høre:
Hvo ringe Tyve fange vil,
Sig maa betiene af en større.
Man lukker dig udi et Skab,
Et Fadebuur, for Muus at bide,
Man frygter for et lidet Tab,
Men derved maa et dobbelt lide,
Du stieler mere i en Nat,
End tyve Muus i tyve Uger,
Dog tager du de Stakle fat,
Og dem, som Røvere opsluger.
Maaskee for Musen stieler lidt,
Blir hun forfulgt, udryddet, hadet,
Men da du stieler groft og frit,
Saa er dit Tyverie tilladet,
Mon ey dit Tyverie er størst,
Som stieler, skiønt du ey kan trænge,
Og mon du ikke burde først,
Som Erke-Tyv i Galgen hænge?
Du kommer meget vel ihu,
Var Kattens Svar, det lidt jeg stieler,
Men hør! hvad Straf fortiener du,
Som med de store Tyve hæler!
Hvorledes passer du vel paa
Din Huusbonds Gaard om Natte-Tider,
Naar du hans Tyve lader gaae,
Og aldrig biæffer, mindre bider.
Hør! fik du ey et Stykke Kiød,
Fordi du skulle ikke skade
Den Tyv, som sidste gang opbrød,
Og stial udaf vor Huusbonds Lade?
Ja! sagde Hunden, det er vist,
Jeg mærker nok, vi stieler begge,
Hvorfore det vil blive best,
At vi vort gamle Had nedlegge.
Som Dyr af en Profession
Vi ikke bør hverandre hade,
Thi, vores Had medfører kun
Et fælles Tab, Fortræd og Skade,
Saavidt vort Tyverie angaaer,
Alt Had bør sættes reent til Side,
For Resten det os aabent staaer,
Om andre Ting at slaaes og stride.
Ja, sagde Katten: Jeg med dit,
Du med mit Tyverie skal hæle,
Saa kan vi begge med Profit
Og med desstørre Frihed stiele,
Og naar man først kan blive riig
Ved Tyverie, saa har man ikke
Aarsage meer at frygte sig
For nogen Galge eller Strikke.
Men paa det ikke vores Fred
Os skal i nogen Fare føre,
Vi skal med største Ivrighed
Vor Tieneste herefter giøre,
Jeg skal udrydde Rot og Muus,
I hvor jeg dem kan foretreffe,
Forsvar du saa det hele Huus
Om Natten, ved at give og bieffe.
Men herhos vi heel nøye maa
Forvare vore stiaalne Sager,
Kort sagt: De giorde ligesaa,
Og levede i gode Dager.
Vor tyske Hund og Kat blev feed,
Og endda roset og ophøyet
Med deres falske Nidkierhed
Huusbonden saare var fornøyet.
* * *
Det stiaalne kommer best for Dag,
Naar Tyvene indbyrdes trette,
Men naar de Fred, Forbund indrette,
Hvo er da sikker i sin Sag?
Den Tyv blir aldrig hængt, som stieler med Forstand,
Man en saa lige ey, for det han stieler, hænger,
Men just fordi han ey kan giemme stiaalne Penger.
Den lille Tyv blir hængt, den store blir til Mand,
Man griber Duen fat, og lader Ravnen flyve,
Man laster kun de smaae, men roser store Tyve.
Integer est corvus vexat censura columbas.