En gammel Ørn havde længe
Regieret blant den vinged’ Flok,
Hver Fugel saae at Riget nok
Til nye Forbedring kunde trænge,
Hver handled’ efter sit Behag,
Thi, Ørnen gammel var og svag.
Den gamle Fugle-Konge døde,
Hans Søn igien til Riget kom,
Da strax blev Bladet vendet om,
Han tog sig fore at omstøde
Alt, hvad hans Fader havde giort,
Af nyt og gammelt, lidt og stort.
Man hovedkulds gemeenlig løber
Fra en til anden Farlighed,
Naar ey den Form, hvori man støber
Forandringer, er Maade ved,
Man seer den Fare, man vil flye,
Man flyer, men løber i en nye.
Saa gik det denne nye Regenter,
Hans Rige fik en anden Skik,
Hver gammel Hofmand og Betienter,
Ja end de gode Afsked fik;
Med nye han fyldte deres Tal,
Men uden Overlæg og Val.
Thi, Høgen blev hans Hof-Casserer,
Og Skaderne Geheim Conseil,
En spækked’ Gaas blev Hof-Curerer,
Men endda tog han mere feyl,
En Spurv blev Ober-Marechal,
Og Duen blev en General.
Saa gik det og i andre Stænder,
Strandmaagen til en Gartner blev,
Men Storken blev kun Hof-Stegevender,
En Ugle Solens Løb beskrev,
Som Cantor Ravnen fik sit Brød,
Og Lærken Vægter-Tienest’ nød.
En And blev Hof-Poet og Digter,
En Nattergal blev Landsbye-Degn,
En Glente prækede om Pligter
For Høns og Giæsser i sin Egn,
Hver Kylling blev til Lands-Soldat,
Hver Høne blev til Advocat.
Kort, alt blev galt og reent forvirret,
Og Ørnen, skiønt for silde, saae,
Han havde taget feyl, og irret,
Ja kunde ikke bøde paa
Den Feyl, Forandring havde voldt,
Kort sagt: her blev en Rigsdag holdt.
Men aldrig troer jeg, under Solen
En meer forvirret Rigsdag var,
Man neppe een i selve Pohlen
Med mindre Virkning holdet har,
Thi, alt hvad her forhandlet blev,
Bestod kun deri, at man skrev,
En Hoben om hvers Rang og Ære,
Om hvo der skulde tale først,
Hvis Stemme skulde vigtigst være,
Hvis Caracter og Stand var størst?
Og da man om den trette ey
Blev enig, drog enhver sin Vey.
Vor unge Ørn dog omsider
Sin Feyl igien oprettet har
Ved Storkens Raad, som i de Tider
En gammel kyndig Statsmand var;
Forandring skeede vel, men ey
Saa hovedkulds som før, o ney!
Thi, efter hvert en Fugel døde,
Der kom en saadan i hans Sted,
Som med sin Klogskab kunde bøde
Paa sin Forgiengers Daarlighed,
Kort, herved efter Haanden fik
Et hvert igien sin rette Skik.
* * *
Den megen Daarlighed og liden Kundskab røber,
Som flyer det ene Svalg, og i det andet løber,
Al Lægedom er god, men naar den, som den bør
Ey bruges, den en ond og farlig Virkning giør.
Man kan af Fabelen og af vor Ørn lære,
At man i alle Ting bør meget varsom være,
Og i Forandringer det kun bestandigt er,
Som med en liden Hast, men stor Betænkning skeer.