Fornuften engang trætted af
I egen Tanke-Kreds at vandre,
Fik Lyst til at besøge andre,
Og derfor sig paa Reysen gav,
Den gik et Stykke frem,
Og kom til Taabeligheds Hiem,
Hvis Vey var magelig og god,
Saa jævn, at han den kunde finde
Med lukte Øyne, og i blinde,
Thi paa hvert Sted den Opskrift stod:
Gak lige frem! luk Øyet til!
Hvis du til Staden komme vil!
Han traf en Mand ved Ploven gik
Og spurgte hannem, kun for Løyer,
Hør, siig mig, hvi du Jorden pløyer?
Men dette Svar af Bonden fik:
Du veed jo vel, jeg pløye maa,
Thi Farfar giorde ligesaa!
Fornuften gik og vendte om,
Men den blev løbet over Ende
Af en Kulsviers sorte Spende,
Som hannem flux i Møde kom.
De aabned Mund og Øye nu,
Og spurgte: Hvorfra kommer du?
Han svarte: Med Tilladelse,
Hvad er jert Navn, i to Companer?
De svarede: vi heede Svaner,
O! sagde han: nu kan jeg see,
Hvorledes Synet kan bedrage!
Men holdt! et Spørsmaal er tilbage:
Naar Smeden ved den kraftig Ild
Det sprøde Kul til Gavns har tændet,
Og puster, til det er udbrændet,
Hvad bliver da vel Kullet til?
De svarte flux: Min kiere Ven!
Saa bliver det til Kul igien.
Han sagde: Ney! de sagde: Ja!
Kul er’ jo Kul, og Kul maa blive,
(Fornuften)
Hvor kan de da sin Aske give?
(Kulsvieren)
Hvad veed vi, hvor den kommer fra?
Nok er det, at vi have ret,
Thi, saa har Mester lært os det.
Fornuften gik sin Vey og loe;
Da han kom ind af Stadens Porte,
Som uden Stængsler vare giorte,
Der saae han en Uhrmagers Boe,
Han blev da staaende at see
Paa denne nette Kunstnere,
Og sagde: Hør min kiere Ven!
Hvad Kraft kan Viseren bevæge,
Og giør at den saa net kan pege,
Hver Tid til sin Afdeeling hen?
Han svarte: jo det er et Uhr,
Og derfor giør det saadan Tour.
Han saae en spille Violin,
Og spurgte ham: Hvad Grund kan være
Dertil, at Toner adskilt ere,
At en er grov, en anden fiin?
Jo! svarte denne Musicant:
Jeg spiller grovt og fiint iblandt.
Kort: Han fra en til anden gik,
Forgieves mange Spørsmaal giorde,
Omsider kom han en i Møde,
Af hvilken han det Giensvar fik:
Min Ven! det er ey Mode her,
At spørge om, hvad Grunden er,
Fik vore Lærde vide at
Du fandtes inden Byens Mure,
De vilde sikkert paa dig lure,
Du blev i Bolt og Jern sat!
Thi, pak dig strax, og gaa din Vey,
Kom aldrig meer paa den Galey!
* * *
Fornuften tidt den Skiæbne har,
Den i Landflygtighed blir drevet,
Og staaer hos mange sort anskrevet,
Men hvis Fornuften ikke var
Din Sieles Lys, dit kiere Øye,
Din Lede:Stierne og dit Vel,
Hvad skulde da dit Støv ophøye
Og skille fra en fæisk Siel?
Fornuften altid har og kiender sine Skranker,
Det Daarlighed kun er, som uden samme vanker;
Min Fabel peger kun til dem,
Som ey om Grund og Aarsag spørge,
Som altid lade andre sørge,
Og gaae kun som Machiner frem,
Hvad mere latterligt kan være,
End dette, at man giøre vil
En Gierning, uden først at lære
En Regel og en Grund dertil?
En Bonde veed ey Grund til det, han giør med Hænder,
Ja gid ey Dumhed var blant Folk af større Stænder!