En Lærke, som i Skoven var
Blant Fugle i sin Tid og Alder,
Berømmet for en sindriig Skialder;
Og derfor Laurbær-Krone bar,
Hvis Vers med Smag blev hørt og seet,
Kort sagt: som var en stor Poet.
Hun sang ved hver en Leylighed;
Hvad kan ey Flid og Klygt udrette?
Ja hør hvad vor Poet fortiente!
Blev maver, men berømt derved:
Hun fik sin Sang betalt med Tak,
Med Complimenter, Roes og Snak.
En Gaas, som lev’de samme Tid,
Men kunde ey sit Brød fortiene,
Fordi, den Stakkel mangled’ ene,
Alt hvad man kalder Klygt og Vid,
Til Slutning har sit Navn forvendt,
Og blev i Skoven en Scribent:
Hun skrev, ja! skrev en Fandens Hob
Om Abekatters Svands og Haler,
De sluddervurne Giæssers Taler,
Om Spurvers Livs og Levnets Lob;
Skiønt, hvad hun skrev var Snaus og galt,
Saa fik hun dog hvert Skrift betalt.
Kort sagt: Hun skrev, til hun blev riig,
Det kunde man paa Fedmen mærke;
Hun mødte engang Skovens Lærke,
Og sagde: Hør, hvor gaaer det dig?
Du maver er med al din Klygt
Men jeg med min kan leve tykt!
Ja, sagde Lærken: Kiære Gaas!
Enhver, som uden Hoved skriver,
Af Hovedbryd ey maver bliver;
Der er en stor Forskiel paa os,
For gode Vers kuns gives Tak,
Naar man betaler Gaase-Snak!
* * *
Man i en Æderkop et Billede kan finde
Paa en Poet med god Forstand,
Thi, begge ofte maa sin Væv forgjeves spinde,
Før de en Flue fange kan:
Naar en Poet sin Klygt laer see,
Det heder: Skyldig Tienere!
Berømmelse i Øret snurrer,
Men Tarmene i Maven knurrer;
Enhver, som leve kan af Vind,
Maae gode Vers med Lærken skrive,
Men hvo som spække vil sit Skind,
Sig maa i Gaasens Sælskab give.