Til Sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En Miktam, da Filisterne grab ham i Gat.
Vær mig naadig Gud, thi Mennesker vil mig til Livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd;
mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig!
Naar jeg gribes af Frygt, vil jeg stole paa dig,
og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler paa Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?
De oplægger stadig Raad imod mig, alle deres Tanker gaar ud paa ondt.
De flokker sig sammen, ligger paa Lur, jeg har dem lige i Hælene, de staar mig jo efter Livet.
Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!
Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Taarer; de staar jo i din Bog.
Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; saa meget ved jeg, at Gud er med mig.
Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENs Hjælp skal jeg prise hans Ord.
Jeg stoler paa Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig?
Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig.
Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Aasyn i Livets Lys.