En Salme af David.
HERRE, jeg raaber til dig, il mig til Hjælp, hør min Røst, naar jeg raaber til dig;
HERRE, jeg raaber til dig, il mig til Hjælp, hør min Røst, naar jeg raaber til dig;
som Røgoffer gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer!
HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!
Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udaadsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.
Slaar en retfærdig mig, saa er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.
Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.
Som naar man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab.
Dog, mine Øjne er rettet paa dig, o HERRE, Herre, paa dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!
Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udaadsmændenes Snarer;
lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg gaar uskadt videre.