Fremdeles saa jeg al den Undertrykkelse, som sker under Solen; jeg saa de Undertryktes Taarer, og ingen trøstede dem; de led Vold af deres Undertrykkeres Haand, og ingen trøstede dem.
Da priste jeg de døde, som allerede er døde, lykkeligere end de levende, som endnu er i Live;
men lykkeligere end begge den, som slet ikke er til, som ikke har set det onde, der sker under Solen.
Og jeg saa, at al Flid og alt dygtigt Arbejde udspringer af den enes Misundelse mod den anden. Ogsaa det er Tomhed og Jag efter Vind.
Daaren lægger Hænderne i Skødet og æder sig selv op.
Bedre en Haandfuld Hvile end Hænderne fulde af Flid og Jag efter Vind.
Og mere Tomhed saa jeg under Solen.
Mangen staar alene og har ikke nogen ved sin Side, hverken Søn eller Broder, og dog er der ingen Ende paa al hans Flid og hans Øje bliver ikke mæt af Rigdom. Men, for hvis Skyld gør jeg mig Flid og nægter mig enhver Nydelse? Ogsaa det, er Tomhed og ondt Slid.
To er bedre faren end een, thi de faar god Løn for deres Flid;
hvis den ene falder, kan den anden rejse sin Fælle op. Men ve den ensomme! Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op.
Og naar to ligger sammen, bliver de varme; men hvorledes kan den ensomme blive varm?
Og naar nogen kan overvælde den ensomme, saa kan to staa sig imod ham; tretvundet Snor brister ikke i Hast.
Bedre faren er en fattig Yngling, som er viis, end en gammel Konge, som er en Taabe og ikke mere har Forstand til at lade sig raade.
Thi hin gik ud af Fængselet for at blive Konge, skønt han var født i Fattigdom under den andens Regering.
Jeg saa alle, som levede og færdedes under Solen, stille sig ved den Ynglings Side, som skulde træde i Kongens Sted;
der var ikke Tal paa alle de Mennesker, han stod i Spidsen for; men heller ikke over ham glæder de senere Slægter sig; nej, ogsaa det er Tomhed og Jag efter Vind.