Og han gik atter ind i en Synagoge, og der var der en Mand, som havde en vissen Haand.
Og de toge Vare paa ham, om han vilde helbrede ham paa Sabbaten, for at de kunde anklage ham.
Og han siger til Manden, som havde den visne Haand: "Træd frem her i Midten!"
Og han siger til dem: "Er det tilladt at gøre godt paa Sabbaten eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at slaa ihjel?" Men de tav.
Og han saa omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes Forhærdelse, og siger til Manden: "Ræk din Haand ud!" og han rakte den ud, og hans Haand blev sund igen.
Og Farisæerne gik straks ud og holdt Raad med Herodianerne imod ham, hvorledes de kunde slaa ham ihjel.
Og Jesus drog med sine Disciple bort til Søen, og en stor Mængde fulgte med fra Galilæa; og fra Judæa
og fra Jerusalem og fra Idumæa og Landet hinsides Jordan og fra Egnen om Tyrus og Sidon kom de til ham i stor Mængde, da de hørte, hvor store Gerninger han gjorde.
Og han sagde til sine Disciple, at en Baad skulde være til Rede til ham for Skarens Skyld, for at de ikke skulde trænge ham.
Thi han helbredte mange, saa at alle, som havde Plager, styrtede ind paa ham for at røre ved ham.
Og naar de urene Aander saa ham, faldt de ned for ham og raabte og sagde: "Du er Guds Søn."
Og han truede dem meget, at de ikke maatte gøre ham kendt.
Og han stiger op paa Bjerget og hidkalder, hvem han selv vilde; og de gik hen til ham.
Og han beskikkede tolv, til at de skulde være hos ham, og til at han kunde udsende dem til at prædike
og at have Magt til at uddrive de onde Aander.
Og han beskikkede de tolv, og han tillagde Simon Navnet Peter;
fremdeles Jakob, Zebedæus’s Søn, og Johannes, Jakobs Broder, og han tillagde dem Navnet Boanerges, det er Tordensønner;
og Andreas og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og Jakob, Alfæus’s Søn, og Thaddæus og Simon Kananæeren
og Judas Iskariot, han, som forraadte ham.
Og han kommer hjem, og der samles atter en Skare, saa at de end ikke kunne faa Mad.
Og da hans nærmeste hørte det, gik de ud for at drage ham til sig thi de sagde: "Han er ude af sig selv."
Og de skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: "Han har Beelzebul, og ved de onde Aanders Fyrste uddriver han de onde Aander:"
Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i Lignelser: "Hvorledes kan Satan uddrive Satan?
Og dersom et Rige er kommet i Splid med sig selv, kan samme Rige ikke bestaa.
Og dersom et Hus er kommet i Splid med sig selv, vil samme Hus ikke kunne bestaa.
Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv og er kommen i Splid med sig selv, kan han ikke bestaa, men det er ude med ham.
Men ingen kan gaa ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele, uden han først binder den stærke, og da kan han plyndre hans Hus.
Sandelig, siger jeg eder, alle Ting skulle forlades Menneskenes Børn, Synder og Bespottelser, hvor store Bespottelser de end tale;
men den, som taler bespotteligt imod den Helligaand, har evindeligt ingen Forladelse, men skal være skyldig i en evig Synd."
De sagde nemlig: "Han har en uren Aand."
Og hans Moder, og hans Brødre komme, og de stode udenfor og sendte Bud ind til ham og lode ham kalde.
Og en Skare sad omkring ham; og de sige til ham: "Se; din Moder og dine Brødre og dine Søstre ere udenfor og spørge efter dig."
Og han svarer dem og siger: "Hvem er min Moder og mine Brødre?"
Og han saa omkring paa dem, som sade rundt om ham, og sagde: "Se, her er min Moder og mine Brødre!
Thi den, som gør Guds Villie, det er min Broder og Søster og Moder."