Satan traadte op mod Israel og æggede David til at holde Mandtal over Israel.
David sagde da til Joab og Hærførerne: "Drag ud og tæl Israel fra Be’ersjeba til Dan og bring mig Efterretning, for at jeg kan faa Tallet paa dem at vide!"
Men Joab svarede: "Maatte HERREN forøge sit Folk hundredfold! Er de ikke, Herre Konge, min Herres Trælle alle sammen? Hvorfor vil min Herre det? Hvorfor skal det blive Israel til Skyld?"
Men Joab maatte bøje sig for Kongens Ord, og Joab begav sig derfor bort, drog hele Israel rundt og kom tilbage til Jerusalem.
Joab opgav derpaa David Tallet, der var fundet ved Folketællingen, og hele Israel talte 1 100 000 kraftige Mænd, Juda 470 000.
Men Levi og Benjamin havde han ikke talt med, thi Kongens Ord var Joab en Gru.
Dette var ondt i Guds Øjne, og han slog Israel.
Da sagde David til Gud: "Jeg har syndet svarlig i, hvad jeg har gjort. Men tilgiv nu din Tjeners Brøde, thi jeg har handlet som en stor Daare!"
Men HERREN talede saaledes til Gad, Davids Seer:
"Gaa hen og sig saaledes til David: Saa siger HERREN: Jeg forelægger dig tre Ting; vælg selv, hvilken jeg skal lade times dig!"
Gad kom da til David og sagde til ham: "Saa siger HERREN: Vælg!
Vælger du tre Hungersnødsaar, eller vil du i tre Maaneder flygte for dine Fjender og dine Avindsmænds Sværd, eller skal der komme tre Dage med HERRENs Sværd og Pest i Landet, i hvilke HERRENs Engel spreder Ødelæggelse i hele Israels Omraade? Se nu til, hvad jeg skal svare ham, der har sendt mig!"
David svarede Gad: "Jeg er i saare stor Vaande — lad mig saa falde i HERRENs Haand, thi hans Barmhjertighed er saare stor; i Menneskehaand vil jeg ikke falde!"
Saa sendte HERREN Pest over Israel, og af Israel døde 70 000 Mennesker.
Og Gud sendte en Engel til Jerusalem for at ødelægge det. Men lige som han skulde til at ødelægge Byen, saa HERREN til og angrede det onde; og han sagde til Engelen, som var ved at ødelægge: "Nu er det nok, drag din Haand tilbage!" HERRENs Engel stod da ved Jebusiten Ornans Tærskeplads.
Da David løftede sit Blik og saa HERRENs Engel staa mellem Himmel og Jord med draget Sværd i Haand, rettet mod Jerusalem, faldt han og de Ældste, der var klædt i Sæk, paa deres Ansigt;
og David sagde til Gud: "Var det ikke mig, der sagde, at Folket skulde tælles? Det er mig, der har syndet, og saare ilde har jeg handlet; men Faarene der, hvad har de gjort? HERRE min Gud, lad din Haand dog ramme mig og mit Fædrenehus, men lad Plagen ikke ramme dit Folk!"
Da sagde HERRENs Engel til Gad, at han skulde byde David gaa op og rejse HERREN et Alter paa Jebusiten Ornans Tærskeplads.
Og David gik derop, efter det Ord Gad havde talt i HERRENs Navn.
Da Ornan vendte sig om, saa han Kongen og hans fire Sønner, der var hos ham, komme gaaende. Ornan var ved at tærske Hvede.
Og David naaede hen til Ornan, og da Ornan saa op og fik Øje paa David, forlod han Tærskepladsen og kastede sig paa sit Ansigt til Jorden for ham.
Da sagde David til Ornan: "Overlad mig din Tærskeplads, for at jeg der kan bygge HERREN et Alter! For fuld Betaling skal du overlade mig den, at Folket maa blive friet fra Plagen!"
Da sagde Ornan til David: "Min Herre Kongen tage den og gøre, hvad ham tykkes ret; se, jeg giver Okserne til Brændofre, Tærskeslæderne til Brændsel og Hveden til Afgrødeoffer; jeg giver det hele!"
Men Kong David svarede Ornan: "Nej, jeg vil købe det for fuld Betaling, thi til HERREN vil jeg ikke tage, hvad dit er, eller bringe et Brændoffer, som intet koster mig!"
Saa gav David Ornan Guld til en Vægt af 600 Sekel for Pladsen;
og David byggede HERREN et Alter der og ofrede Brændofre og Takofre; og da han raabte til HERREN, svarede HERREN ham ved at lade Ild falde ned fra Himmelen paa Brændofferalteret,
Og paa HERRENs Bud stak Engelen sit Sværd i Balgen igen.
Paa den Tid ofrede David paa Jebusiten Ornans Tærskeplads, fordi han havde set, at HERREN havde svaret ham der;
men HERRENs Bolig, som Moses havde rejst i Ørkenen, og Brændofferalteret stod paa den Tid paa Offerhøjen i Gibeon.
Men David kunde ikke gaa hen og søge Gud foran Alteret, thi han var rædselsslagen over HERRENs Engels Sværd.