Hør Israeliter, Herrens Ord, thi Herren gaar i Rette med Landets Folk. Thi ej er der Troskab, ej Godhed, ej kender man Gud i Landet.
Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør Indbrud, og Blodskyld følger paa Blodskyld.
Derfor sørger Landet, og alt, hvad der bor der, sygner, Markens Dyr og Himlens Fugle; selv Havets Fisk svinder bort.
Dog skænde man ej, dog revse man ej, naar mit Folk kun er som dets Præster. Du skal styrte ved Dag, og med dig Profeten ved Nat.
Mit Folk skal gaa til Grunde, fordi det er uden Kundskab. Da du har vraget Kundskab, vrager jeg dig som Præst; du glemte din Guds Aabenbaring, saa glemmer og jeg dine Sønner.
Jo fler, des mere de synded, ombytted deres Ære med Skændsel;
mit Folks Synd lever de af, dets Brøde hungrer de efter.
Men Præst skal det gaa som Folk: jeg hjemsøger ham for hans Færd, hans Id gengælder jeg ham.
De skal spise, men ikke mættes, hore, men ej blive fler; thi de har sveget HERREN og holder fast ved Hor.
Vin og Most tager Forstanden.
Mit Folk raadspørger sit Træ, og Svaret giver dets Stok; thi Horeaand ledte dem vild, de boler sig bort fra deres Gud.
De ofrer paa Bjergenes Tinder, paa Højene brænder de Ofre under en Eg, en Poppel, en Terebinte, thi Skyggen er god. Saa horer jo og eders Døtre, saa boler jo og eders Kvinder;
jeg straffer ej Døtrenes Hor, ej Kvinderne for deres Bolen; thi selv gaar de bort med Horer ofrer sammen med Skøger; og det uvise Folk drages ned.
Men selv om du, Israel, horer, maa Juda ej gøre sig skyldigt. Gaa ikke over til Gilgal, drag ikke op til Bet-Aven, sværg ikke: "Saa sandt HERREN lever!"
Thi som en uvan Ko er Israel uvan, skal HERREN saa lade dem græsse i Frihed som Lam?
Efraim er bundet til Afgudsbilleder; lad ham fare!
Deres Drikken er skejet ud. Hor har de bedrevet; højt har deres Skjolde elsket Skændsel.
Et Vejr har omspændt dem med sine Vinger, og de skal blive til Skamme for deres Ofre.