Brødre! om ogsaa et Menneske bliver overrasket af nogen Forsyndelse, da hjælper en saadan til Rette, I aandelige! med Sagtmodigheds Aand, og se til dig selv, at ikke ogsaa du bliver fristet!
Bærer hverandres Byrder og opfylder saaledes Kristi Lov!
Thi naar nogen mener, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han sig selv.
Men hver prøve sin egen Gerning, og da skal han have sin Ros i Forhold til sig selv alene, og ikke til Næsten;
thi hver skal bære sin egen Byrde.
Men den, som undervises i Ordet skal dele alt godt med den, som underviser ham.
Farer ikke vild; Gud lader sig ikke spotte; thi hvad et Menneske saar, det skal han ogsaa høste.
Thi den, som saar i sit Kød, skal høste Fordærvelse af Kødet; men den, som saar i Aanden, skal høste evigt Liv af Aanden.
Men naar vi gøre det gode, da lader os ikke blive trætte; thi i sin Tid skulle vi høste, saafremt vi ikke give tabt.
Saa lader os altsaa, efter som vi have Lejlighed, gøre det gode imod alle, men mest imod Troens egne!
Ser nu, med hvor store Bogstaver jeg skriver til eder med min egen Haand!
Alle de, som ville tage sig godt ud i Kødet, de tvinge eder til at lade eder omskære, alene for at de ikke skulle forfølges for Kristi Kors’s Skyld.
Thi ikke engang de, som lade sig omskære, holde selv Loven; men de ville, at I skulle lade eder omskære, for at de kunne rose sig af eders Kød.
Men det være langt fra mig at rose mig uden af vor Herres Jesu Kristi Kors, ved hvem Verden er korsfæstet for mig, og jeg for Verden.
Thi hverken Omskærelse eller Forhud er noget, men en ny Skabning.
Og saa mange, som vandre efter denne Rettesnor, over dem være Fred og Barmhjertighed, og over Guds Israel!
Herefter volde ingen mig Besvær; thi jeg bærer Jesu Mærketegn paa mit Legeme:
Vor Herres Jesu Kristi Naade være med eders Aand, Brødre! Amen.