Efter disse Tildragelser drog under Perserkongen Artaxerxes’s Regering Ezra, en Søn af Seraja, en Søn af Azarja, en Søn af Hilkija,
en Søn af Sjallum, en Søn af Zadok, en Søn af Ahitub,
en Søn af Amarja, en Søn af Azarja, en Søn af Merajot,
en Søn af Zeraja, en Søn af Uzzi, en Søn af Bukki,
en Søn af Abisjua, en Søn af Pinehas, en Søn af Eleazar, en Søn af Ypperstepræsten Aron —
denne Ezra drog op fra Babel. Han var skriftlærd, hjemme i Mose Lov, som HERREN, Israels Gud, havde givet; og Kongen opfyldte alle hans Ønsker, eftersom HERREN hans Guds Haand var over ham.
Og en Del af Israeliterne og at Præsterne, Leviterne Tempelsangerne, Dørvogterne og Tempeltrællene drog ligeledes op til Jerusalem i Kong Artaxerxes’s syvende Regeringsaar.
De kom til Jerusalem i den femte Maaned i Kongens syvende Regeringsaar;
thi paa den første Dag i den første Maaned tog han Bestemmelse om Opbruddet fra Babel, og paa den første Dag i den femte Maaned kom han til Jerusalem, eftersom hans Guds gode Haand var over ham.
Thi Ezra havde vendt sit Hjerte til at granske i HERRENs Lov og handle efter den og undervise Israel i Lov og Ret.
Dette er en Afskrift, af den Skrivelse, Kong Artaxerxes medgav Præsten Ezra den Skriftlærde, den skriftlærde Kender af Bøgerne med HERRENs Bud og Anordninger til Israel:
Artaxerxes, Kongernes Konge, til Præsten Ezra, den skriftlærde Kender af Himmelens Guds Lov, og saa videre:
Hermed giver jeg Tilladelse til, at enhver af Israels Folk og dets Præster og Leviter i mit Rige, der er til Sinds at drage til Jerusalem, maa drage med dig,
al den Stund du af Kongen og hans syv Raadgivere sendes for at undersøge Forholdene i Judæa og Jerusalem paa Grundlag af din Guds Lov, som er i din Haand,
og for at bringe det Sølv og Guld derhen, som Kongen og hans Raadgivere frivilligt har givet Israels Gud, hvis Bolig er i Jerusalem,
og alt det Sølv og Guld, som du faar rundt om i Landsdelen Babel, tillige med de frivillige Gaver fra Folket og Præsterne, der giver frivillige Gaver til deres Guds Hus i Jerusalem.
Derfor skal du samvittighedsfuldt for disse Penge købe Tyre, Vædre og Lam med tilhørende Afgrøde- og Drikofre og ofre dem paa Alteret i eders Guds Hus i Jerusalem;
og hvad du og dine Brødre finder for godt at gøre med det Sølv og Guld, der bliver tilovers, det maa I gøre efter eders Guds Vilje.
De Kar, der skænkes dig til Tjenesten i din Guds Hus, skal du afgive og stille for Israels Guds Aasyn i Jerusalem.
Og de andre nødvendige Udgifter til din Guds Hus, som det tilfalder dig at udrede, maa du udrede af det kongelige Skatkammer.
Jeg, Kong Artaxerxes, giver hermed den Befaling til alle Skatmestre hinsides Floden: Alt, hvad Præsten Ezra, den skriftlærde Kender af Himmelens Guds Lov, kræver af eder, skal nøjagtigt ydes
indtil 100 Sølvtalenter, 100 Kor Hvede, 100 Bat Vin, 100 Bat Olie og Salt i ubegrænset Mængde.
Alt, hvad der er paabudt af Himmelens Gud, skal punktligt ydes til Himmelens Guds Hus, at der ikke skal komme Vrede over Kongens og hans Sønners Rige.
Og det være eder kundgjort, at ingen har Ret til at paalægge nogen af Præsterne, Leviterne, Tempelsangerne, Dørvogterne, Tempeltrællene eller overhovedet nogen, der er sysselsat ved dette Guds Hus, Skat, Afgift eller Skyld!
Men du, Ezra, skal i Kraft af Guds Visdom, som er i din Haand, indsætte Dommere og Retsbetjente til at dømme alt Folket hinsides Floden, alle dem, som kender, din Guds Lov; og hvem der ikke kender den, skal I undervise deri.
Og enhver, der ikke handler efter din Guds Lov og Kongens Lov, over ham skal der samvittighedsfuldt fældes Dom, være sig til Død, Landsforvisning, Pengebøde eller Fængsel.
Lovet være HERREN, vore Fædres Gud, som indgav Kongen saadanne Tanker for at herliggøre HERRENs Hus i Jerusalem
og vandt mig Naade hos Kongen og hans Raadgivere og alle Kongens mægtige Fyrster! Saa fattede jeg da Mod, eftersom HERREN min Guds Haand var over mig, og jeg samlede en Del Overhoveder af Israel til at drage op med mig.