Thi se, HERREN, Hærskarers HERRE, fratager Jerusalem og Juda Støtte og Stav, hver Støtte af Brød og hver Støtte af Vand:
Helt og Krigsmand, Dommer og Profet, Spaamand og Ældste,
Halvhundredfører og Stormand, Raadsherre og Haandværksmester og den, der er kyndig i Trolddom.
Jeg giver dem Drenge til Øverster, Drengekaadhed skal herske over dem.
I Folket undertrykker den ene den anden, hver sin Næste; Dreng sætter sig op imod Olding, Usling mod Hædersmand.
Naar da en Mand tager fat paa en anden i hans Fædrenehus og siger: "Du har en Kappe, du skal være vor Hersker, under dig skal dette faldefærdige Rige staa!"
saa svarer han paa hin Dag: "Jeg vil ikke være Saarlæge! Jeg har hverken Brød eller Klæder i Huset, gør ikke mig til Folkets Overhoved!"
Thi Jerusalem snubler, og Juda falder, fordi de med Tunge og Gerning er mod HERREN i Trods mod hans Herligheds Øjne.
Deres Ansigtsudtryk vidner imod dem; de kundgør deres Synd som Sodoma, dølger intet. Ve deres Sjæl, de styrted sig selv i Vaade.
Salige de retfærdige, dem gaar det godt, deres Gerningers Frugt skal de nyde;
ve den gudløse, ham gaar det ilde; han faar, som hans Hænder har gjort.
Mit Folk har en Dreng ved Styret, og over det hersker Kvinder. Dine Ledere, mit Folk, leder vild, gør Vejen, du vandrer, vildsom.
Til Rettergang er HERREN traadt frem, han staar og vil dømme sit Folk.
HERREN møder til Doms med de Ældste i sit Folk og dets Fyrster: "Det er jer, som gnaved Vingaarden af, I har Rov fra den arme til Huse.
Hvor kan I træde paa mit Folk og male de arme sønder?" saa lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE.
HERREN siger: Eftersom Zions Døtre bryster sig og gaar med knejsende Nakke og kælne Blikke, gaar med trippende Gang og med raslende Ankelkæder —
gør Herren Issen skaldet paa Zions Døtre og blotter deres Tindingers Lokker.
Paa hin Dag afriver Herren al deres Pynt: Ankelringe, Pandebaand, Halvmaaner,
Perler, Armbaand, Flor,
Hovedsmykker, Ankelkæder, Bælter, Lugtedaaser, Trylleringe,
Fingerringe, Næseringe,
Festklæder, Underdragter, Sjaler, Tasker,
Spejle, Lin, Hovedbaand og Slør.
For Vellugt kommer der Stank, i Stedet for Bælte Reb, for Fletninger skaldet Isse, for Stadsklæder Sæk om Hofte, for Skønhedsmærke Brændemærke.
Dine Mænd skal falde for Sværd, dit unge Mandskab i Strid.
Hendes Porte skal sukke og klage og hun sidde ensom paa Jorden.
4,1. Syv Kvinder skal paa hin Dag gribe fat i een Mand og sige: "Vi vil æde vort eget Brød og holde os selv med Klæder, blot vi maa bære dit Navn. Tag Vanæren fra os!"