I Perserkongen Kyros’s tredje Regeringsaar modtog Daniel, som havde faaet Navnet Beltsazzar, en Aabenbaring; og Ordet er Sandhed og varsler om stor Trængsel. Og han mærkede sig Ordet og agtede paa Synet.
Paa den Tid holdt jeg, Daniel, Sorg i hele tre Uger.
Lækre Spiser nød jeg ikke, Kød og Vin kom ikke i min Mund, og jeg salvede mig ikke, før hele tre Uger var gaaet.
Men paa den fire og tyvende Dag i den første Maaned var jeg ved Bredden af den store Flod, det er Hiddekel.
Og jeg løftede Øjnene og skuede, og se, der var en Mand, som var iført linnede Klæder og havde et Bælte af fint Ofirguld om Hofterne.
Hans Legeme var som Krysolit, hans Ansigt straalede som Lynet, hans Øjne var som Ildsluer, hans Arme og Ben som blankt Kobber og hans Røst som en larmende Hob.
Jeg, Daniel, var den eneste, der saa Synet; de Mænd, som var hos mig, saa det ikke; men stor Rædsel faldt over dem, og de flygtede og gemte sig,
saa jeg blev ene tilbage. Da jeg saa dette vældige Syn, blev der ikke Kraft tilbage i mig, og mit Ansigt skiftede Farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen Kræfter mere.
Da hørte jeg ham tale, og som jeg hørte det, faldt jeg bedøvet om med Ansigtet imod Jorden.
Og se, en Haand rørte ved mig og fik mig skælvende op paa mine Knæ og Hænder.
Og han sagde til mig: "Daniel, du højt elskede Mand, mærk dig de Ord, jeg taler til dig, og rejs dig op, thi nu er jeg sendt til dig,!" Og da han talede saaledes til mig, rejste jeg mig skælvende.
Saa sagde han til mig: "Frygt ikke, Daniel, thi straks den første Dag du gav dit Hjerte hen til at søge Indsigt og ydmyge dig for din Guds Aasyn, blev dine Ord hørt, og jeg er kommet for dine Ords Skyld.
Perserrigets Fyrste stod mig imod i een og tyve Dage, men se, da kom Mikael, en af de ypperste Fyrster, mig til Hjælp; ham lod jeg blive der hos Perserkongernes Fyrste;
og nu er jeg kommet for at lade dig vide, hvad der skal times dit Folk i de sidste Dage; thi atter er der en Aabenbaring om de Dage."
Medens han talede saaledes til mig, bøjede jeg maalløs Ansigtet mod Jorden.
Og se, noget, der saa ud som en Menneskehaand, rørte ved mine Læber, og jeg aabnede min Mund og talte saaledes til ham, som stod for mig: "Herre, ved Synet overvældedes jeg af Smerter og har ikke flere Kræfter.
Og hvor kan jeg, min Herres ringe Træl, tale til dig, høje Herre? Af Rædsel har jeg mistet min Kraft, og der er ikke Vejr tilbage i mig!"
Saa rørte atter en som et Menneske at se til ved mig og styrkede mig;
og han sagde: "Frygt ikke, du højt elskede Mand! Fred være med dig, vær trøstig og ved godt Mod!" Og som han talede med mig, følte jeg mig styrket og sagde: "Tal, Herre, thi du har styrket mig!"
Da sagde han: "Ved du, hvorfor jeg kom til dig? Jeg maa nu straks vende tilbage for at kæmpe med Persiens Fyrste, og saa snart jeg er færdig dermed, se, da kommer Grækenlands Fyrste.
Og ikke een hjælper mig imod dem undtagen Mikael, eders Fyrste,
11,1. der staar som Hjælp og Støtte for mig. Dog vil jeg nu kundgøre dig, hvad der staar skrevet i Sandhedens Bog;
11,2. ja, nu vil jeg kundgøre dig, hvad sandt er.