I Kong Belsazzars tredje Regeringsaar viste der sig et Syn for mig, Daniel; det kom efter det, som tidligere havde vist sig for mig.
Jeg skuede i Synet, og det var mig, som om jeg var i Borgen Susan i Landskabet Elam; og jeg saa mig i Synet staaende ved Floden Ulaj.
Da løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, en Væder stod ved Floden; den havde to store Horn, det ene større end det andet, og det største skød op sidst.
Jeg saa Væderen stange mod Vest, Nord og Syd; intet Dyr kunde modstaa den, ingen kunde redde af dens Vold, og den gjorde, hvad den vilde, og blev mægtig.
Videre saa jeg nøje til, og se, en Gedebuk kom fra Vest farende hen over hele Jorden, men uden at røre den; og Bukken havde et anseligt Horn i Panden.
Den kom hen til den tvehornede Væder, som jeg havde set staa ved Floden, og løb imod den med ubændig Kraft; og jeg saa, hvorledes den, da den naaede Væderen, rasende stormede imod den, stødte til den og sønderbrød begge dens Horn; og Væderen havde ikke Kraft til at modstaa den, men Bukken kastede den til Jorden og trampede paa den, og ingen reddede Væderen af dens Vold.
Derpaa blev Gedebukken saare mægtig; men som den var allermægtigst, brødes det store Horn af, og i Stedet voksede fire andre frem mod alle fire Verdenshjørner.
Men fra det ene af dem skød et andet og lille Horn op, og det voksede umaadeligt mod Syd og Øst og mod det herlige Land;
og det voksede helt op til Himmelens Hær, styrtede nogle af Hæren og af Stjernerne til Jorden og trampede paa dem.
Og det hovmodede sig mod Hærens Øverste; hans daglige Offer blev ophævet, og hans Helligdoms Sted kastedes til Jorden.
Og paa Alteret for det daglige Offer lagdes en Misgerning; Sandheden kastedes til Jorden, og Hornet havde Lykke med, hvad det gjorde.
Da hørte jeg en hellig tale, og en anden hellig spurgte den talende: "Hvor lang Tid gælder Synet om, at det daglige Offer ophæves, Ødelæggelsens Misgerning opstilles, og Helligdommen og Hæren nedtrampes?"
Han svarede: "2300 Aftener og Morgener; saa skal Helligdommen komme til sin Ret igen!"
Medens jeg, Daniel, nu saa Synet og søgte at forstaa det, se, da stod der for mig en som en Mand at se til,
og jeg hørte en menneskelig Røst raabe over Ulaj: "Gabriel, udlæg ham Synet!"
Saa kom han hen, hvor jeg stod, og ved hans Komme blev jeg overvældet af Rædsel og faldt paa mit Ansigt. Og han sagde til mig: "Se nøje til, Menneskesøn, thi Synet gælder Endens Tid!"
Medens han talede med mig, laa jeg bedøvet med Ansigtet mod Jorden; men han rørte ved mig og fik mig paa Benene
og sagde: "Se, jeg vil kundgøre dig, hvad der skal ske i Vredens sidste Tid; thi Synet gælder Endens bestemte Tid.
Den tvehornede Væder, du saa, er Kongerne af Medien og Persien,
den laadne Buk er Kongen af Grækenland, og det store Horn i dens Pande er den første Konge.
At det brødes af, og at fire andre voksede frem i Stedet, betyder, at fire Riger skal fremstaa af hans Folk, dog uden hans Kraft.
Men i deres Herredømmes sidste Tid, naar Overtrædelserne har gjort Maalet fuldt, skal en fræk og rænkefuld Konge fremstaa.
Hans Magt skal blive stor, dog ikke som hins; han skal tale utrolige Ting og have Lykke med, hvad han gør, og gennemføre sine Raad og ødelægge mægtige Mænd.
Mod de hellige skal hans Tanke rettes; hans svigefulde Raad skal lykkes ham, og han skal sætte sig store Ting for og styrte mange i Ulykke i deres Tryghed. Mod Fyrsternes Fyrste skal han rejse sig, men saa skal han knuses, dog ikke ved Menneskehaand.
Synet om Aftenerne og Morgenerne, hvorom der var Tale, er Sandhed. Men du skal lukke for Synet; thi det gælder en fjern Fremtid."
Men jeg, Daniel, laa syg en Tid lang; saa stod jeg op og udførte min Gerning i Kongens Tjeneste. Jeg var rædselsslagen over Synet og forstod det ikke.