HERREN talede fremdeles til Moses og sagde:
Tal til Israeliterne og sig til dem: Jeg er HERREN eders Gud!
Som de handler i Ægypten, hvor I opholdt eder, maa I ikke handle, og som de handler i Kana’ans Land, hvor jeg fører eder hen, maa I ikke handle; I maa ikke vandre efter deres Anordninger.
Efter mine Lovbud skal I handle, og mine Anordninger skal I holde, saa I vandrer efter dem; jeg er HERREN eders Gud!
I skal holde mine Anordninger og Lovbud; det Menneske, der handler efter dem, skal leve ved dem. Jeg er HERREN!
Ingen af eder maa komme sine kødelige Slægtninge nær, saa han blotter deres Blusel. Jeg er HERREN!
Din Faders og din Moders Blusel maa du ikke blotte; hun er din Moder, du maa ikke blotte hendes Blusel!
Din Faders Hustrus Blusel maa du ikke blotte, det er din Faders Blusel.
Din Søsters Blusel, hvad enten hun er din Faders eller din Moders Datter, hvad enten hun er født i eller uden for Hjemmet, hendes Blusel maa du ikke blotte.
Din Sønnedatters eller Datterdatters Blusel maa du ikke blotte, det er din egen Blusel.
En Datter, din Faders Hustru har med din Fader hun er din Søster hendes Blusel maa du ikke blotte.
Din Fasters Blusel maa du ikke blotte, hun er din Faders kødelige Slægtning.
Din Mosters Blusel maa du ikke blotte, hun er din Moders kødelige Slægtning.
Din Farbroders Blusel maa du ikke blotte, du maa ikke komme hans Hustru nær, hun er din Faster.
Din Sønnekones Blusel maa du ikke blotte, hun er din Søns Hustru, du maa ikke blotte hendes Blusel.
Din Broders Hustrus Blusel maa du ikke blotte, det er din Broders Blusel.
En Kvindes og hendes Datters Blusel maa du ikke blotte, heller ikke maa du ægte hendes Sønnedatter eller Datterdatter, saa at du blotter hendes Blusel; de er hendes kødelige Slægtninge; det er grov Utugt.
Søster maa du ikke tage til Søsters Medhustru, saa længe Søsteren lever, saa du blotter baade den enes og den andens Blusel.
Du maa ikke komme en Kvinde nær under hendes maanedlige Urenhed, saa du blotter hendes Blusel.
Med din Næstes Hustru maa du ikke have Samleje, saa du bliver uren ved hende.
Dit Afkom maa du ikke give hen til at ofres til Molok; du maa ikke vanhellige din Guds Navn. Jeg er HERREN!
Hos en Mand maa du ikke ligge, som man ligger hos en Kvinde; det er en Vederstyggelighed.
Med intet som helst Dyr maa du have Omgang, saa du bliver uren derved; en Kvinde maa ikke stille sig hen for et Dyr til kønslig Omgang; det er en Skændsel.
Gør eder ikke urene med noget saadant, thi med alt saadant har de Folkeslag, jeg driver bort foran eder, gjort sig urene.
Derved blev Landet urent, og jeg straffede det for dets Brøde, og Landet udspyede sine Indbyggere.
Hold derfor mine Anordninger og Lovbud og øv ikke nogen af disse Vederstyggeligheder, det gælder baade den indfødte og den fremmede, der bor iblandt eder —
thi alle disse Vederstyggeligheder øvede Indbyggerne, som var der før eder, og Landet blev urent —
for at ikke Landet skal udspy eder, naar I gør det urent, ligesom det udspyede det Folk, som var der før eder.
Thi enhver, som øver nogen af alle disse Vederstyggeligheder, de, der øver dem, skal udryddes af deres Folk.
Saa hold mine Forskrifter, saa I ikke øver nogen af de vederstyggelige Skikke, som øvedes før eders Tid, at I ikke skal gøre eder urene ved dem. Jeg er HERREN eders Gud!