Og HERREN talede til Moses og sagde:
Paa den første Dag i den første Maaned skal du rejse Aabenbaringsteltets Bolig.
Sæt saa Vidnesbyrdets Ark derind og hæng Forhænget op for Arken.
Og du skal bringe Bordet ind og ordne, hvad dertil hører, og bringe Lysestagen ind og sætte Lamperne paa.
Stil Guldalteret til Røgelsen op foran Vidnesbyrdets Ark og hæng Forhænget op foran Boligens Indgang.
Stil Brændofferalteret op foran Indgangen til Aabenbaringsteltets Bolig
og stil Vandkummen op mellem Aabenbaringsteltet og Alteret og hæld Vand deri.
Rejs Forgaarden rundt om og hæng Forhænget op foran Forgaardens Indgang.
Tag Salveolien og salv Boligen og alle Ting deri, og du skal hellige den med alt dens Tilbehør, saa den bliver hellig.
Du skal salve Brændofferalteret og alt dets Tilbehør og hellige Alteret, saa det bliver højhelligt.
Og du skal salve Vandkummen og Fodstykket og hellige den.
Lad saa Aron og hans Sønner træde hen til Aabenbaringsteltets Indgang, tvæt dem med Vand
og ifør Aron de hellige Klæder, salv og hellig ham til at gøre Præstetjeneste for mig.
Lad saa hans Sønner træde frem, ifør dem Kjortler
og salv dem, som du salver deres Fader, til at gøre Præstetjeneste for mig. Saaledes skal det ske, for at et evigt Præstedømme kan blive dem til Del fra Slægt til Slægt i Kraft af denne Salvning, som du foretager paa dem.
Og Moses gjorde ganske som HERREN havde paalagt ham; saaledes gjorde han.
Paa den første Dag i den første Maaned i det andet Aar blev Boligen rejst.
Moses rejste Boligen, idet han anbragte Fodstykkerne, rejste Brædderne, stak Tværstængerne ind, rejste Pillerne,
spændte Teltdækket ud over Boligen og lagde Teltdækkets Dække ovenover, som HERREN havde paalagt Moses.
Derpaa tog han Vidnesbyrdet og lagde det i Arken, stak Bærestængerne i Arken og lagde Sonedækket oven paa den;
saa bragte han Arken ind i Boligen og hængte det indre Forhæng op og tilhyllede saaledes Vidnesbyrdets Ark, som HERREN havde paalagt Moses.
Derpaa opstillede han Bordet i Aabenbaringsteltet ved Boligens nordre Væg uden for Forhænget,
og han lagde Brødene i Række derpaa for HERRENs Aasyn, som HERREN havde paalagt Moses.
Derpaa satte han Lysestagen ind i Aabenbaringsteltet lige over for Bordet, ved Boligens søndre Væg;
og han satte Lamperne derpaa for HERRENs Aasyn, som HERREN havde paalagt Moses.
Derpaa stillede han Guldalteret op i Aabenbaringsteltet foran Forhænget,
og han tændte vellugtende Røgelse derpaa, som HERREN havde paalagt Moses.
Derpaa hængte han Forhænget op for Boligens Indgang.
Brændofferalteret opstillede han foran Indgangen til Aabenbaringsteltets Bolig og ofrede Brændofferet og Afgrødeofferet derpaa, som HERREN havde paalagt Moses.
Derpaa opstillede han Vandkummen mellem Aabenbaringsteltet og Alteret og hældte Vand deri til Tvætning.
Og Moses og Aron og hans Sønner tvættede deres Hænder og Fødder deri;
naar de gik ind i Aabenbaringsteltet og traadte hen til Alteret. tvættede de sig, som HERREN havde paalagt Moses.
Saa rejste han Forgaarden rundt om Boligen og Alteret og hængte Forhænget op for Forgaardens Indgang. Hermed var Moses færdig med Arbejdet.
Da dækkede Skyen Aabenbaringsteltet, og HERRENs Herlighed fyldte Boligen;
og Moses kunde ikke gaa ind i Aabenbaringsteltet, fordi Skyen havde lagt sig derover, og HERRENs Herlighed fyldte Boligen.
Men under hele deres Vandring brød Israeliterne op, naar Skyen løftede sig fra Boligen;
og naar Skyen ikke løftede sig, brød de ikke op, men ventede, til den atter løftede sig.
Thi HERRENs Sky laa over Boligen om Dagen, og om Natten lyste Ild i Skyen for alle Israeliternes Øjne under hele deres Vandring.