Fra den Dag Arken fik sin Plads i Kirjat Jerim gik der lang Tid; der gik tyve Aar, og hele Israels Hus sukkede efter HERREN.
Da sagde Samuel til hele Israels Hus: "Hvis I vil omvende eder til HERREN af hele eders Hjerte, skil eder saa af med de fremmede Guder og Astarterne; vend eders Hu til HERREN og dyrk ham alene, saa vil han fri eder af Filisternes Haand!"
Derpaa skilte Israeliterne sig af med Ba’alerne og Astarterne og dyrkede HERREN alene.
Da sagde Samuel: "Kald hele Israel sammen i Mizpa, saa vil jeg bede til HERREN for eder!"
Saa samlede de sig i Mizpa og øste Vand og udgød det for HERRENs Aasyn, og de fastede den Dag og sagde der: "Vi har syndet mod HERREN!" Derpaa dømte Samuel Israeliterne i Mizpa.
Da Filisterne hørte, at Israeliterne havde samlet sig i Mizpa, drog Filisterfyrsterne op imod Israel; og da Israeliterne hørte det, blev de bange for Filisterne.
Og Israeliterne sagde til Samuel: "Hold ikke op med at raabe til HERREN vor Gud, at han maa frelse os af Filisternes Haand!"
Da tog Samuel et diende Lam og bragte HERREN det som Brændoffer, som Heloffer; og Samuel raabte til HERREN for Israel, og HERREN bønhørte ham.
Medens Samuel var i Færd med at bringe Brændofferet, rykkede Filisterne frem til Kamp mod Israel, men HERREN sendte den Dag et vældigt Tordenvejr over Filisterne og bragte dem i Uorden, saa de blev slaaet af Israel;
og Israels Mænd rykkede ud fra Mizpa, satte efter Filisterne og huggede dem ned lige til neden for Bet-Kar.
Derpaa tog Samuel en Sten og stillede den op mellem Mizpa og Jesjana; og han kaldte den Eben-Ezer, idet han sagde: "Hidtil har HERREN hjulpet os!"
Saaledes bukkede Filisterne under, og de faldt ikke mere ind i Israels Land, men HERRENs Haand laa tungt paa Filisterne, saa længe Samuel levede.
De Byer, Filisterne havde taget, fik Israel tilbage, fra Ekron til Gat; ogsaa Landet der omkring frarev Israeliterne Filisterne; og der var Fred mellem Israel og Amoriterne.
Samuel var Dommer i Israel, saa længe han levede;
han plejede aarlig at drage rundt til Betel, Gilgal og Mizpa og dømme Israeliterne paa alle disse Steder;
derefter kom han hjem til Rama; thi der havde han sit Hjem, og der dømte han Israel. Og han byggede HERREN et Alter der.