Derpaa fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns Land.
Da fik han Øje paa en Brønd paa Marken og tre Hjorde af Smaakvæg, der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og over Hullet laa der en stor Sten,
som man først væltede bort, naar alle Hjordene var samlede, for siden, naar Dyrene var vandet, at vælte den paa Plads igen.
Jakob spurgte dem: "Hvor er I fra, Brødre?" De svarede: "Fra Karan!"
Da spurgte han dem: "Kender I Laban, Nakors Søn?" De svarede: "Ja, ham kender vi godt."
Han spurgte da: "Gaar det ham vel? De svarede: "Ja, det gaar ham vel; se, hans Datter Rakel kommer netop med Hjorden derhenne!"
Da sagde han: "Det er jo endnu højlys Dag og for tidligt at drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud paa Græsgangene!"
Men de svarede: "Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede; først naar de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande Dyrene."
Medens han saaledes stod og talte med dem, var Rakel kommet derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede;
og saa snart Jakob saa sin Morbroder Labans Datter Rakel og hans Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede sin Morbroder Labans Hjord.
Saa kyssede han Rakel og brast i Graad;
og han fortalte hende; at han var hendes Faders Frænde, en Søn af Rebekka. Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte ham det"
og saa snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus. Saa fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket;
og Laban sagde: "Ja, du er mit Kød og Blod!" Han blev nu hos ham en Maanedstid.
Saa sagde Laban til Jakob: "Skulde du tjene mig for intet fordi du er min Frænde? Sig mig, hvad du vil have i Løn!"
Nu havde Laban to Døtre; den ældste hed Lea, den yngste Rakel;
Leas Øjne var matte, men Rakel havde en dejlig Skikkelse og saa dejlig ud,
og Jakob elskede Rakel; derfor sagde han: "Jeg vil tjene dig syv Aar for din yngste Datter Rakel."
Laban svarede: "Jeg giver hende hellere til dig end til en fremmed; bliv kun hos mig!"
Saa tjente Jakob syv Aar for Rakel; og de syntes ham kun nogle faa Dage, fordi han elskede hende.
Derefter sagde Jakob til Laban: "Giv mig min Hustru, nu min Tjenestetid er ude, at jeg kan gaa ind til hende!"
Saa indbød Laban alle Mændene paa Stedet til Gæstebud.
Men da Aftenen kom, tog han sin Datter Lea og bragte hende til ham, og han gik ind til hende.
Og Laban gav sin Datter Lea sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde.
Da det nu om Morgenen viste sig at være Lea, sagde Jakob til Laban: "Hvad er det, du har gjort imod mig? Er det ikke for Rakel, jeg har tjent hos dig? Hvorfor har du bedraget mig?"
Laban svarede: "Det er ikke Skik og Brug her til Lands at give den yngste bort før den ældste;
men lad nu Bryllupsugen gaa til Ende, saa vil jeg ogsaa give dig hende, imod at du bliver i min Tjeneste syv Aar til."
Det gik Jakob ind paa, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Laban ham sin Datter Rakel til Hustru.
Og Laban gav sin Datter Rakel sin Trælkvinde Bilha til Trælkvinde.
Saa gik Jakob ogsaa ind til Rakel, og han elskede Rakel højere end Lea. Derpaa blev han i Labans Tjeneste syv Aar til.
Da HERREN saa, at Lea blev tilsidesat, aabnede han hendes Moderliv, medens Rakel var ufrugtbar.
Saa blev Lea frugtsommelig og fødte en Søn, som hun gav Navnet Ruben; thi hun sagde: "HERREN har set til min Ulykke; nu vil min Mand elske mig!"
Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: "HERREN hørte, at jeg var tilsidesat, saa gav han mig ogsaa ham!" Derfor gav hun ham Navnet Simeon.
Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: "Nu maa da endelig min Mand holde sig til mig, da jeg har født ham tre Sønner." Derfor gav hun ham Navnet Levi.
Siden blev hun frugtsommelig igen og fødte en Søn; og hun sagde: "Nu vil jeg prise HERREN!" Derfor gav hun ham Navnet Juda. Saa fik hun ikke flere Børn.