Da Isak var blevet gammel og hans Syn sløvet, saa han ikke kunde se, kaldte han sin ældste Søn Esau til sig og sagde til ham: "Min Søn!" Han svarede: "Her er jeg!"
Da sagde han: "Se, jeg er nu gammel og ved ikke, hvad Dag Døden kommer
tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gaa ud paa Marken og skyd mig et Stykke Vildt;
lav mig en lækker Ret Mad efter min Smag og bring mig den, at jeg kan spise, før at min Sjæl kan velsigne dig, før jeg dør!"
Men Rebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og da Esau var gaaet ud paa Marken for at skyde et Stykke Vildt til sin Fader,
sagde hun til sin yngste Søn Jakob; "Se, jeg hørte din Fader sige til din Broder Esau:
Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENs Aasyn før min Død.
Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg paalægger dig:
Gaa ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; saa laver jeg af dem en lækker Ret Mad til din Fader efter hans Smag;
bring saa den ind til din Fader, at han kan spise, for at han kan velsigne dig før sin Død!"
Men Jakob sagde til sin Moder Rebekka: "Se, min Broder Esau er haaret, jeg derimod glat;
sæt nu, at min Fader føler paa mig, saa staar jeg for ham som en Bedrager og henter mig en Forbandelse og ingen Velsignelse!"
Men hans Moder svarede: "Den Forbandelse tager jeg paa mig, min Søn, adlyd mig blot og gaa hen og hent mig dem!"
Saa gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun tillavede en lækker Ret Mad efter hans Faders Smag.
Derpaa tog Rebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem paa;
Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det glatte paa hans Hals,
og saa gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde tillavet.
Saa bragte han det ind til sin Fader og sagde: "Fader!" Han svarede: "Ja! Hvem er du, min Søn?"
Da svarede Jakob sin Fader: "Jeg er Esau, din førstefødte; jeg har gjort, som du bød mig; sæt dig nu op og spis af mit Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!"
Men Isak sagde til sin Søn: "Hvor har du saa hurtigt kunnet finde noget, min Søn?" Han svarede: "Jo, HERREN din Gud sendte mig det i Møde!"
Men Isak sagde til Jakob: "Kom hen til mig, min Søn, saa jeg kan føle paa dig, om du er min Søn Esau eller ej!"
Da traadte Jakob hen til sin Fader, og efter at have følt paa ham sagde Isak: "Røsten er Jakobs, men Hænderne Esaus!"
Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var haarede som hans Broder Esaus. Saa velsignede han ham.
Og han sagde: "Du er altsaa virkelig min Søn Esau?" Han svarede: "Ja, jeg er!"
Da sagde han: "Bring mig det, at jeg kan spise af min Søns Vildt, for at min Sjæl kan velsigne dig!" Saa bragte han ham det, og han spiste, og han bragte ham Vin, og han drak.
Derpaa sagde hans Fader Isak til ham: "Kom hen til mig og kys mig, min Søn!"
Og da, han kom hen til ham og kyssede ham, mærkede han Duften af hans Klæder. Saa velsignede han ham og sagde: "Se, Duften af min Søn er som Duften af en Mark, HERREN har velsignet!
Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i Overflod!
Maatte Folkeslag tjene dig og Folkefærd bøje sig til Jorden for dig! Bliv Hersker over dine Brødre, og din Moders Sønner bøje sig til Jorden for dig! Forbandet, hvo dig forbander; velsignet, hvo dig velsigner!"
Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var gaaet fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra Jagten;
ogsaa han lavede en lækker Ret Mad, bragte den til sin Fader og sagde: "Vil min Fader sætte sig op og spise af sin Søns Vildt, for at din Sjæl kan velsigne mig!"
Saa sagde hans Fader Isak: "Hvem er du?" Og han svarede: "Jeg er Esau, din førstefødte!"
Da blev Isak højlig forfærdet og sagde: "Men hvem var da han. der bragte mig et Stykke Vildt, som han havde skudt? Og jeg spiste, før du kom, og jeg velsignede ham og nu er og bliver han velsignet!"
Da Esau hørte sin Faders Ord: udstødte han et højt og hjerteskærende Skrig og sagde: "Velsign dog ogsaa mig, Fader!"
Men han sagde: "Din Broder kom med Svig og tog din Velsignelse!"
Da sagde han: "Har man kaldt ham Jakob, fordi han skulde overliste mig? Nu har han gjort det to Gange: Han tog min Førstefødselsret, og nu har han ogsaa taget min Velsignelse!" Og han sagde: "Har du ingen Velsignelse tilbage til mig?"
Men Isak svarede: "Se, jeg har sat ham til Hersker over dig, og alle hans Brødre har jeg gjort til hans Trælle, med Korn og Most, har jeg betænkt ham hvad kan jeg da gøre for dig, min Søn?"
Da sagde Esau til sin Fader: "Har du kun den ene Velsignelse. Fader? Velsign ogsaa mig, Fader!" Og Esau opløftede sin Røst og græd.
Saa tog hans Fader Isak til Orde og sagde til ham: "Se, fjern fra Jordens Fedme skal din Bolig være og fjern fra Himmelens Væde ovenfra;
af dit Sværd skal du leve, og din Broder skal du tjene; men naar du samler din Kraft, skal du sprænge hans Aag af din Hals!"
Men Esau pønsede paa ondt mod Jakob for den Velsignelse, hans Fader havde givet ham, og Esau sagde ved sig selv: "Der er ikke længe til, at vi skal holde Sorg over min Fader, saa vil jeg slaa min Broder Jakob ihjel!"
Da nu Rebekka fik Nys om sin ældste Søn Esaus Ord, sendte hun Bud efter sin yngste Søn Jakob og sagde til ham: "Din Broder Esau vil hævne sig paa dig og slaa dig ihjel;
adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan
og bliv saa hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,
til din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer, hvad du har gjort ham; saa skal jeg sende Bud og hente dig hjem. Hvorfor skal jeg miste eder begge paa een Dag!"