Kong Benhadad af Aram samlede hele sin Hær, og to og tredive Konger fulgte ham med Heste og Stridsvogne; og han drog op og indesluttede Samaria og belejrede det.
Han sendte nu Sendebud ind i Byen til Kong Akab af Israel
og lod sige til ham: "Saaledes siger Benhadad: Dit Sølv og Guld er mit, men dine Hustruer og Børn kan du beholde!"
Israels Konge lod svare: "Som du byder, Herre Konge! Jeg og alt, hvad mit er, tilhører dig."
Men Sendebudene vendte tilbage og sagde: "Saaledes siger Benhadad: Jeg sendte Bud til dig og lod sige: Dit Sølv og Guld og dine Hustruer og Børn skal du give mig!
Saa sender jeg da i Morgen ved denne Tid mine Folk til dig, og de skal gennemsøge dit Hus og dine Folks Huse og tilvende sig og tage alt, hvad de lyster!"
Da lod Israels Konge alle Landets Ældste kalde og sagde: "Der ser I, at Manden har ondt i Sinde, thi nu sender han Bud til mig om mine Hustruer og Børn, og mit Sølv og Guld havde jeg ikke nægtet ham!"
Alle de Ældste og alt Folket svarede ham: "Hør ham ikke; du maa ikke give efter!"
Da sagde han til Benhadads Sendebud: "Sig til min Herre Kongen: Alt, hvad du første Gang krævede af din Træl, vil jeg gøre, men dette Krav kan jeg ikke opfylde!" Med det Svar vendte Sendebudene tilbage.
Da sendte Benhadad Bud til ham og lod sige: "Guderne ramme mig baade med det ene og det andet, om Støvet i Samaria forslaar til at fylde Hænderne paa alle de Krigere, der følger mig!"
Men Israels Konge lod svare: "Sig saaledes: Den, der spænder Bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det!"
Benhadad modtog Svaret, just som han sad og drak sammen med Kongerne i Løvhytterne; da sagde han til sine Folk: "Til Storm!" Og de gjorde sig rede til at storme Byen.
Men en Profet traadte hen til Kong Akab af Israel og sagde: "Saa siger HERREN: Ser du hele den vældige Menneskemængde der? Se, jeg giver den i Dag i din Haand, og du skal kende, at jeg er HERREN!"
Akab spurgte: "Ved hvem?" Han svarede: "Saa siger HERREN: Ved Fogedernes Folk!" Derpaa spurgte han: "Hvem skal aabne Kampen?" Han svarede: "Du!"
Saa mønstrede han Fogedernes Folk, og de var 232; derefter mønstrede han hele Hæren, alle Israeliterne, 7000 Mand.
Og ved Middagstid gjorde de et Udfald, just som Benhadad og de to og tredive Konger, der fulgte ham, sad og drak i Løvhytterne.
Først rykkede Fogedernes Folk ud. Man sendte da Bud til Benhadad og meldte: "Der rykker Mænd ud fra Samaria!"
Da sagde han: "Hvad enten de rykker ud for at faa Fred eller for at kæmpe, saa grib dem levende!"
Da Fogedernes Folk og Hæren, som fulgte efter, var rykket ud fra Byen,
huggede de ned for Fode, saa at Aramæerne tog Flugten; og Israeliterne satte efter dem. Men Kong Benhadad af Aram undslap til Hest sammen med nogle Ryttere.
Da rykkede Israels Konge ud og gjorde Hestene og Vognene til Bytte, og han tilføjede Aramæerne et stort Nederlag.
Men Profeten traadte hen til Israels Konge og sagde til ham: "Tag dig sammen og se vel til, hvad du vil gøre, thi næste Aar drager Arams Konge op imod dig igen!"
Men Aramæerkongens Folk sagde til ham: "Deres Gud er en Bjerggud, derfor blev de os for stærke; men lad os se, om vi ikke kan blive de stærkeste, naar vi angriber dem paa Slettelandet!
Saaledes skal du gøre: Afsæt alle Kongerne, sæt Statholdere i deres Sted
og stil lige saa stor en Hær paa Benene som den, du mistede, og lige saa mange Heste og Vogne som før! Naar vi saa kæmper med dem paa Slettelandet, sandelig, om vi ikke bliver de stærkeste!" Og han fulgte deres Raad og handlede derefter.
Næste Aar mønstrede Benhadad Aramæerne og drog op til Afek for at kæmpe med Israel.
Ogsaa Israeliterne blev mønstret og forsynede sig med Levnedsmidler, hvorefter de rykkede dem i Møde og lejrede sig lige over for dem som to smaa Gedehjorde, medens Aramæerne oversvømmede Landet.
Da traadte en Guds Mand hen til Israels Konge og sagde: "Saa siger HERREN: Fordi Aramæerne siger: HERREN er en Bjerggud og ikke en Dalgud! vil jeg give hele den vældige Menneskemængde der i din Haand, og I skal kende, at jeg er HERREN!"
De laa nu lejret over for hinanden i syv Dage, men Syvendedagen kom det til Kamp, og Israeliterne huggede Aramæerne ned, 100 000 Mand Fodfolk paa een Dag.
De, der blev tilovers, flygtede til Byen Afek, men Muren styrtede ned over dem, der var tilbage, 27 000 Mand. Benhadad flygtede ind i Byen, hvor han løb fra Kammer til Kammer.
Da sagde hans Folk til ham: Vi har hørt, at Kongerne over Israels Hus er naadige Konger; lad os binde Sæk om Lænderne og Reb om Hovederne og gaa ud til Israels Konge, maaske han da vil skaane dit Liv!"
Saa bandt de Sæk om Lænderne og Reb om Hovederne og kom til Israels Konge og sagde: "Din Træl Benhadad siger: Lad mig leve!" Han svarede: "Er han endnu i Live? Han er min Broder!"
Det tog Mændene for et godt Varsel, og de tog ham straks paa Ordet, idet de sagde: "Benhadad er din Broder!" Da sagde han: "Gaa hen og hent ham!" Saa gik Benhadad ud til ham, og han tog ham op i Vognen til sig.
Benhadad sagde nu til ham: "De Byer, min Fader fratog din Fader, vil jeg give tilbage, og du maa bygge dig Gader i Damaskus, lige som min Fader gjorde i Samaria! Paa disse Vilkaar give du mig fri!" Og han sluttede Pagt med ham og lod ham gaa.
Men en af Profetsønnerne sagde med HERRENs Ord til sin Fælle: "Slaa mig!" Men han vægrede sig derved.
Da sagde han til ham: "Fordi du ikke har adlydt HERRENs Ord, skal en Løve dræbe dig, naar du gaar bort fra mig!" Og da han gik bort fra ham, traf en Løve paa ham og dræbte ham.
Saa traf Profetsønnen en anden og sagde til ham: "Slaa mig!" Og den anden slog ham og saarede ham.
Saa gik Profeten hen og stillede sig paa den Vej, Kongen kom, og gjorde sig ukendelig med et Bind for Øjnene.
Da Kongen kom forbi, raabte han til ham: "Din Træl var draget med i Kampen; da kom en hen til mig med en Mand og sagde: Vogt den Mand vel! Slipper han bort, skal du svare for hans Liv med dit eget Liv eller bøde en Talent Sølv!
Men din Træl var optaget snart her, snart der, og borte var han." Da sagde Israels Konge til ham: "Det er din Dom, du har selv fældet den!"
Saa tog han hurtig Bindet fra Øjnene, og Israels Konge genkendte ham som en af Profeterne.
Og han sagde til ham: "Saa siger HERREN: Fordi du gav Slip paa den Mand, der var hjemfaldet til mit Band, skal du svare for hans Liv med dit eget Liv og for hans Folk med dit eget Folk!"
Da drog Israels Konge hjem, misfornøjet og ilde til Mode, og han kom til Samaria.