Tisjbiten Elias fra Tisjbe i Gilead sagde til Akab: "Saa sandt HERREN, Israels Gud, lever, han, for hvis Aasyn jeg staar, i de kommende Aar skal der ikke falde Dug eller Regn uden paa mit udtrykkelige Bud!"
Derpaa kom HERRENs Ord til ham saaledes:
"Gaa bort herfra og begiv dig østerpaa og hold dig skjult ved Bækken Krit østen for Jordan;
du skal drikke af Bækken, og Ravnene har jeg paalagt at sørge for Føde til dig der."
Da gik han og gjorde efter HERRENs Ord, han gik hen og tog Bolig ved Bækken Krit østen for Jordan;
og Ravnene bragte ham Brød om Morgenen og Kød om Aftenen, og han drak af Bækken.
Men nogen Tid efter tørrede Bækken ud, eftersom der ingen Regn faldt i Landet.
Da kom HERRENs Ord til ham saaledes:
"Begiv dig til Zarepta, som hører til Zidon, og tag Bolig der; se, jeg har paalagt en Enke der at sørge for Føde til dig."
Saa begav han sig til Zarepta, og da han kom til Byens Port, fik han Øje paa en Enke, som var ved at sanke Brænde, og raabte til hende: "Hent mig lidt Vand i et Kar, for at jeg kan drikke!"
Og da hun gik bort for at hente det, raabte han efter hende: "Tag ogsaa et Stykke Brød med til mig!"
Men hun svarede: "Saa sandt HERREN din Gud lever, jeg ejer ikke Brød, men kun en Haandfuld Mel i Krukken og lidt Olie i Dunken; jeg var netop ved at sanke et Par Stykker Brænde for at gaa hjem og tillave det til mig og min Søn; og naar vi har spist det, maa vi dø!"
Da sagde Elias til hende: "Frygt ikke! Gaa hjem og gør, som du siger; men lav først et lille Brød deraf til mig og bring mig det; siden kan du lave noget til dig selv og din Søn!
Thi saa siger HERREN, Israels Gud: Melkrukken skal ikke blive tom, og Olien i Dunken skal ikke slippe op, før den Dag HERREN sender Regn over Jorden!"
Da gik hun og gjorde, som Elias sagde; og baade hun og han og hendes Søn havde noget at spise en Tid lang.
Melkrukken blev ikke tom, og Olien i Dunken slap ikke op, efter det Ord HERREN havde talet ved Elias.
Men nogen Tid efter blev Kvindens, Husets Ejerindes, Søn syg, og hans Sygdom tog heftigt til, saa der til sidst ikke mere var Liv i ham.
Da sagde hun til Elias: "Hvad har jeg med dig at gøre, du Guds Mand! Er du kommet for at bringe min Synd i Erindring og volde min Søns Død?"
Men han svarede hende: "Lad mig faa din Søn!" Og han tog ham fra hendes Skød og bar ham op i Stuen paa Taget, hvor han boede, og lagde ham paa sin Seng.
Saa raabte han til HERREN: "HERRE min Gud, vil du virkelig handle saa ilde mod den Enke; i hvis Hus jeg er Gæst, at du lader hendes Søn dø?"
Derpaa strakte han sig tre Gange hen over Drengen og raabte til HERREN: "HERRE min Gud, lad dog Drengens Sjæl vende tilbage!"
Og HERREN hørte Elias’s Røst; Drengens Sjæl vendte tilbage, saa han blev levende.
Saa tog Elias Drengen og bragte ham fra Stuen paa Taget ned i Huset og gav hans Moder ham, idet han sagde: "Se, din Søn lever!"
Da sagde Kvinden til Elias: "Nu ved jeg vist, at du er en Guds Mand, og at HERRENs Ord i din Mund er Sandhed."