Dit Øie var stumt — Din Læbe var lukket —
Kun Havet — ak! — ved Din Afsked sukked!
Der var i Dit Blik saa liden Varme
Som om Du ei vandred fra Hjemmets Arme.
Fra Hjemmet, som slutted Dig mildt i Favn,
Fra det Du vandred foruden Savn!
Ak! havde Du ret os alle kjendt,
Da var Du hurtig tilbagevendt!