Naar Morgensolen kaster rundt sit Guld,
Naar Lerken synger
Sin første Hilsen med en Røst saa huld,
Naar Duggen gynger
Paa Blad og Straa, og Bøgetræets Duft
Sig sagte hæver,
Og Bien i den sommervarme Luft
Brummende svæver:
Naar over Alt end kun er Fred og Ro, —
Alt aander Mildhed, —
Da — hisset ovre — i den hvide Bo,
I Morgnens Stilhed
Et Vindve aabnes let, — paa Karmens Rand
En Arm sig hviler:
(Her bag mit Jalousi dog Ingen kan
See, at jeg smiler?) —
Et Hoved bøies frem — de rige Lokker
Nu Solen faae,
Om Panden høi og smuk de let sig flokker,
To Øine blaae — —
Gik deres Blik hid over Træets Grene?
Hvad eller kun
De gav en Hilsen til Naturen ene
I denne Stund?