Jeg kysser Din skønne, skælvende Mund —
der ligger en Sødme paa Kyssets Bund,
en Sødme, jeg evigt grubler paa —
er den som Blomster, er den som Druer
eller Burgunderens flydende Luer,
den Sødme, jeg evigt grubler paa.
Du sænker Dit Øjes Sølvsmil i mit,
som Sol, der bag sorggraa Skyer har stridt —
Du rækker med Smilen Din skønne Mund —
og jeg længes kun efter at vide,
hvad volder mig denne blide
og salige Gysen i Sjælens Grund —.
Mine Øjenlaag lukker sig sitrende i —
nu véd jeg — nu véd jeg — nej, det er forbi —
den er som en Drøm, jeg aldrig kan naa,
som en Aftensky’s dejlige Stribe,
jeg ikke med Hænder kan gribe,
den Sødme, jeg evigt grubler paa — —.