Jeg vented Dig paa Hjørnet
syv lange og syv brede,
da steg der i mit Hjærte
en mild, retfærdig Vrede.
Her kom jeg glad og venlig
paa Kærlighedens Vinger
og balancerte Stokken
omkring den tredie Finger —
og kolde Byger daled
i springvandstykke Straaler,
og Gadens blanke Pytter
gik mellem Læ’r og Saaler.
Og Urets Viser vandred
ad sort og hvide Fliser —
Jeg banded min Præcished,
den som jeg ellers priser.
Jeg haabed paa hver Sporvogn,
men Haabet jeg forliste,
thi ingen af dem hused
Dig i sin klare Kiste.
Ak, Sporvogn efter Sporvogn
gled bort i Aftenmulmet,
og udbrændt var Cigaren,
der kunde Længslen dulmet —.
— — —
Saa kom Du da, saa kom Du —
pjaskvaad, men saare yndig —
Jeg laved mig en Mine,
og den var barsk og myndig —
men da Du smiled — smiled
og bød mig Dine Læber,
saa spytted jeg Cigaren
fra mine vrede Kæber — —.