Oktobersolen lyser svagt, sørgmodigt
paa vaade Stammer og paa gulnet Løv.
I Vejens Hjulspor smuldrer visne Blade,
og tungt og vintergraat er Vejens Støv.
Vi vandred længe over raadne Blade,
og sorte Kviste knak for vore Skridt.
Engang imellem vendte Du Dig mod mig
og smilede og kyssede mig blidt.
Vi vandred i Oktoberskovens Skønhed,
i dunkle Pytter glimred Solens Guld.
En stærk og dyster Brise stod imod os,
en Em af raaddent Løv og fugtig Muld.
— —
Vi sidder i det Fri og drikker Kaffe
og slider os igennem Kroens Kage,
forærer Resterne til magre Spurve —
jeg kysser Krummer af Din smukke Hage,
mens Kaffekanden blinker lunt fortroligt,
og Sukkerklumper sødt og sælsomt smile,
og sprøde Blade daler imod Dugen
og lægger sig med sagte Suk til Hvile.
— —
Paa Kroens hvide Gavlvæg flakker Skygger
af Lindetræets nøgne, sorte Grene.
En rødbrun Puddel lister over Tærsklen
hen til os, som den følte sig alene.
Nu synker Solen bag de fjærne Bakker.
Det bliver køligt, Skumringstimen daler.
Den tunge Brise slæber sig imod os —
en Ensom, der med egne Tanker taler.
— —
Den brune Puddel ser med triste Øjne
paa vores Vandring ind i Skumringstimen,
mens Solen daler bag de fjærne Bakker
til Aftenklokkers barnligfromme Kimen.