Nu tier det gamle Orgel
i Klosterkirkens Hus —
ventende Mesterens Hænder
slumrer det store Brus.
Gennem de malede Ruder
glider den gyldne Dag —
det suser i Lindens Løvværk,
hør Sommerens Hjærteslag!
Dine dejlige Øjne hviler
paa Orgelets skøntskaarne Træ.
Med Spanskrørsstokken svipper Du
tænksomt Dit runde Knæ.
En fintledet Kæde er slynget
om Halsens dæmpede Hvidt,
de snirklede Guldled glimter —
den Kæde misundte jeg tidt.
Jeg hører mit Hjærte banke,
fordi Du staar mig saa nær.
Vi drømmer om døde Dage,
om Munke, der lyttede her
til Orgelets tonende Tunge,
der talte Andagt og Trøst
og sang til „Vor Frue”s Ære
med jublende Dommedagsrøst.
— —
Mit Hjærte er ogsaa et Orgel
i Sjælens ensomme Hus —
ventende Mesterens Hænder
slumrer det store Brus,
ventende Dine Hænder
til Andagtens Himmelstund
tier de dybe Toner
i Sølvpibens dunkle Bund.