Aa, lad mig græde ud i Dine Arme
og tvætte bort med Graadens bitre Strømme
min røde Ungdoms helvedshede Daarskab,
der er som Mareridt og onde Drømme.
Ja, lad mig græde ud i Dine Arme,
uværdig til at hvile ved Dit Hjærte,
thi jeg har flakket om med lukte Øjne
og ikke villet se den blide Kærte.
Men stadig lyste Kærten i min Ungdoms
forvirrende og afgrundssorte Skove.
— Tag mig til Dig, tag mig naadigt til Dig,
og gem mig i Din Jomfrufavns Alkove!
Og lad mig græde ud og atter smile
taknemlig stille op mod Dine Øjne,
og lad mig tro, min Ungdoms røde Daarskab
var stygge Syner kun og onde Løgne.
Du er som lyse Foraarsmorgners tyste,
forunderlige Sus i grønne Kroner,
og andagtsfuldt, i Støvet for Din Mildhed,
mit Hjærte synger dybe Salmetoner.