Dit Blik med høflig Kulde
ved mine Øjne dvæler —
jeg har en Klump i Halsen,
der klemmer mig og kvæler.
Hvor Dine Ord er rolige!
Aa, denne Hverdagstone —
jeg længes sindssvagt efter Ord
kærtegnende, fortrolige.
Jeg sanser svagt Parfumen,
der aander fra Din Kjole.
Det snurrer i min Hjærne
som tusind gyldne Sole;
og Du er den, der skaber dem —
en Gud, der halvt i Tanker
former Solsystemer
og halvt i Tanker taber dem.
Ak, løj de, Dine Øjne,
hin stille Solfaldstime,
vi vandred gennem Strøgets dumme,
sprælske Fiskestime —.
Jeg tro’de det utrolige
hin Aften, at Dit Blik, Dit Smil
og Dine Ord var
kærtegnende, fortrolige.