Den lyse Nat, den lyse Nat er inde
med Hyldeduft og Tjørneblomsters Rus.
De sorte Kragers Skræppen er forstummet,
og døet hen er Blæstens Suk og Sus.
Igennem Nattens Sølvlys durer Toner,
et Orgel bruser i et ensomt Hus.
Tre lange Fiskerdrenge ler og fløjter
og giver Djævelen i Orglets Dur;
med kaade Raab de kaster klingre Mønter
mod Fiskerhusets lave, gule Mur.
I trange Stuer sidder gamle Sjæle
i gamle Lemmers skrøbelige Bur.
Et Orgel durer vældigt gennem Natten
udover Øresundets blanke Bad.
Er det mon En, der spiller Verden fra sig,
til Sjælen staar alene — rank og glad.
De Gamle lytter bag de lave Karme
og synker hen i Fred som Hyldens Blad.
De blanke Bølgetænder saver taktfast
og sindigt i den sejge brune Tang.
De mørke Toner munder i en Salme
om Paradis og Sjælens Pilgrimsgang;
bag Karmen rokker Hoveder andægtigt,
mens Natten fyldes af den fromme Sang.