Kidmeon synger for Kong Salomon —
hans smalle brune Hænder
fravrister
den guldstrængede Harpe
skønne Accorder.
Kong Salomon lytter
med halvtaabne Øjne.
Pigen fra Bjærgene
med den dejlige Mund
sidder ved den store Konges Fødder.
Kidmeon synger:
Fuld af Duft er Aftenblæsten,
sød som Sommeræbler.
Suset i de høje Cedre
ved Hallens Dør
er som Bruset i Konkylier —
Se Himlen er en Perlemorsskaal,
og Stjærnerne
er klare som de Taarer
Pigen græder af Glæde,
naar hendes Elsker
knuger hende.
Jeg er Kidmeon, Forsangeren,
og jeg synger for Kong Salomon —
min Røst er stærk som Malm,
men alligevel blød som et Kærtegn,
og jeg praler ellers aldrig.
Skal jeg synge, O Salomon,
om hende, jeg altid tænker paa —
hvis Aande er som Aftenblæsten,
sød som Sommeræbler,
og hvis Røst er som Bruset
i Konkylier.
Skal jeg synge om hende,
der har bedaaret mig —
hvis Ynde har overvældet mig
som Harpespillet
ved de natlige Fester
i den store Konges Hal —.
Nej, jeg maa standse Sangen,
ellers vil min Røst briste
af Længsel,
og Graad vil kvæle mig,
og Taarer gøre mig blind —
jeg maa standse Sangen,
selv om Du dadler mig,
og Din Dadel er mig pinefuld
som stingende Tidsler —.
Længe var der tyst
i Hallen med de skønne Søjler —.
Bleg stod Kidmeon
støttet til Harpen.
Men Pigen fra Bjærgene
med den dejlige Mund
saa paa Kidmeon
og smilede.
Da hæved Salomon sin Røst,
og den store Konge sagde:
Kidmeon, mine Ørens Lyst,
Du den ypperste
blandt Sangerne,
lyt til mine Ord!
Nu hælder Dagen,
og Skyggerne blir lange.
Bring min Elskede,
mit hvide Kid fra Bjærgene,
mine Tankers Kilde,
til Vingaarden i Baal Hamon,
til Huset af Cederplanker.
Min Elskede
med det vidunderlige Smil,
mellem Dine Bryster laa jeg
som en ung Rosengren
eller en smal Guldkæde,
og Dine Læber
var som læskende Druer for min Mund,
og Dine Øjne
var som dybe Søer i Bjærgene —
dér druknede jeg al min Sorg.
Kidmeon, vogt hende vel
og vær hende bestandig nær,
til jeg kommer.
Da blegnede Kidmeon
af Lykke
og lukkede sine Øjne —.
Men den store Konge smilede
vemodigt
og gav Tegn til Harpespillerne.