Jeg lytted i den hvide Klit
til Sus i Marehalmen —
Vesterhavet brummede
alvorligt Søndagssalmen —
da saa jeg paa det hvide Sand
en lille Pige springe
med bare Ben i køligt Vand
og yndigt løftet Vinge.
En skumhvid Strandfugl ligned hun
med yndigt løftet Vinge —
bleg og svaj som Marehalmens
smalle Græsstraaklinge.
Tretten Aar — kun tretten Aar
var den hvide lille,
som gysende lod Bølgerne
henover Foden trille.
Jeg tænkte i den hvide Klit:
Dette lille Øre
har endnu ingen smægtende
Bønner maatte høre,
ingen Elskovsstund har saligt
dugget dette Øje,
og ingen dristig Haand har rørt
ved Brystets blide Høje.
Og denne unge Arm har endnu
aldrig kælent strakt sig
og om en haaret Nakke
i al sin Ynde lagt sig.
Af denne blege Blomstermund,
der barnlig skøn sig buer,
har endnu ingen Elsker røvet
Kyssets gyldne Druer.
— —
Jeg lytter i den hvide Klit
til Vesterhavets Salme,
det er mod Aften nu, og Dagens
stærke Farver falme —
Du lille Fugl, Du hvide Fugl,
som over Stranden spanker,
jeg tænker paa, naar Du engang
faar kaade Flyvetanker.