Jeg ved det saa vel,
den Versenes Vaar,
der fylder mig, falmer
engang og forgaar —
spredes som Blomster for glemsomme Vinde,
Sol og Maane skal aldrig mer
blidelig paa dem skinne.
Jeg ved det saa vel,
at al min Sang
skal vejres for Vinden
som svindende Klang
af tonende Instrumenter —
som Brus i Skoven, der sagtelig dør
blandt Blomster paa grønne Skrænter.
O Du min Sang
næret af Slægten’s
fjærne Drømme
og unge Smægten —
alt hvad grøn Ungdom har anet og levet,
evindelig Higen, der aldrig fik Ord
og aldrig blev skrevet.
Jeg ved det saa vel,
Du skal briste engang —
hæv Dig da nu
Du tonende Sang
i Undfangelsens hellige Stunder!
Hæv Dig — og brist, med Dig gaar en dyrekøbt
drømmende Verden under.