Den vældige Konge taled:
Bered mit Hus til Fest,
naar Himlen græder Stjærner
for Solens Død i Vest —
og byd al Folket til mig
at være Kongens Gæst.
Saa læned han Herskernakken
mod Tronens sorte Stol
og stirred — tavs af Tanker —
mod Kuppelhvælvets Pol,
mens alle Ho’der sænktes
og Sølvbasuner gol.
Den trofaste Tjener vandred
med fromt og festligt Sind
fra Dør til Dør i Staden,
da Natten blaa og blind
udfolded sine Vinger
om Stadens spidse Tind.
Han kom til den Riges Stue
og banked stille paa —
dèr sad den gamle Gnier
i Skindpels sid og graa.
Bag smaa og støvgraa Ruder
i Skumring Stuen laa.
Han stablede Gulddukater
med tynd og gusten Klo,
— maalte Kongens Tjener
fra Haaret til hans Sko
med kolde Fugleøjne,
mens ravnehæst han lo,
rysted det magre Hoved,
og greb en Rulle fat
og løftede mod Lyset
den tunge, gyldne Skat —
og gemte den i Skrinet
paa rosenfarvet Vat.
Den trofaste Tjener vandred
med from og festlig Hu
og kom til Fyldebøtten,
der flommet, uden Blu,
med tykke Kæber gnasked
et Dueben itu.
De blodsprængte, tunge Øjne
saa sløvt i Luften ud.
Svedperler trilled langsomt
ad Halsens fede Hud
som Vinens dovne Draaber
fra Kandens gyldne Tud.
Han orkede ej at svare,
men glo’de dorsk og dvask
ud over Fades Fylde
og sukked med et Smask.
To sorte Fluer kravled
paa svedig Pandebrask.
Den trofaste Tjener vandred
med from og festlig Sjæl
til Brudehusets Porte,
hvor Trappens hvide Fjæl
bød tunge Sommerroser
til Pris for Gæstens Hæl.
Han standsede paa Tærsklen —
saa stærkt var Salens Lys.
Sød Os af Mad og Voxlys
fremkildred Nys paa Nys,
og Luth og Fløjters Sølvgraad
gav Sjælen søde Gys.
Dèr saa han den høje Brudgom
med solbrændt Ynglinghaand
omfavne Brudens Midie
og løse Bæltets Baand —
mens Pigen sank bagover
som blæstbevæget Vaand.
Hvem ænsede Kongens Tjener
ved Brudens Blomsterbord —
det var en Nat til Galskab,
en Nat til Baal og Mord.
Jessicha, Jessicha!
Jeg flænger Dit sidste Flor.
— — —
Saa vandred den fromme Tjener
til fattig Synders Hus
til Tolderen og Skøgen,
til Stodder rig paa Lus —
og over Staden bares
de tusind Harpers Brus.
De flokked sig ydmygt sammen
og drog mod Kongens Gaard:
Den gamle Synderinde
med Krans om skident Haar,
den magre, røde Pige
med Glans af Synd og Vaar.
De pjaltede Tiggerunger —
forventningsfulde Smaa
med klare Barneøjne
mod Gaardens Lysvæld saa —
og Mødre bar de Mindste,
der ikke kunde gaa.
Den brudte, gamle Digter
med sølvgraat, uredt Haar.
Af Synd og Sorger hærget
hans Sjæl var som et Saar —
dog fabled han bestandigt
om Hjærtets store Vaar.
De Fattige og de Ringe,
hvem Sorgen kun var huld,
de vandrer, standser, lytter
til tusind Harpers Guld —
og Sjælen bliver stille
og sært forventningsfuld.
— — —
Den vældige Konge rejste
sig — stor — fra Tronens Stol
det lyste af hans Aasyn
som Sommerdagens Sol —.
Og alle Ho’der sænktes,
og Sølvbasuner gol.
»Velkommen Du rene Hjærte
bag Syndens Snavs og Skarn,
kom giv mig al Din Længsel,
jeg løser Sorgens Garn —
græd ud i mine Arme,
— —
Du stakkels vilde Barn.
Du lænked Dig ikke til Støvet,
Du Sjæl, til Døden bedrøvet,
Du Sjæl, der blev glad af at græde
gaa ind til Din Herres Glæde.«