I syv Døgn laa Døberen blandt Krybet i Herodes Fangehul. Og Herodia, Skøgen fra Ekbatana, Hérodes Hustru, kastede daglig Brød til ham som til en Guldfisk. Men hans Sjæl formørkedes, og paa den syvende Dag talede han og sagde:
»Staar jeg nu i Jordans Flod —
Vandet isner om min Fod,
Fugle synger i den grønne Terebinthe.
Hvem mon Herrens Sjæl forstod —
se, hans Hvedemark er fuld af Klinte.
Folket staar ved Flodens Rand
tæt i Aftensolens Brand,
brogede som Blomsterne i Dale.
Ak, min Tale er som Vand
mod den Kommendes — som Luer er hans Tale.
Rørte jeg hans Hovedhaar
nu — nej, det er tusind Aar
siden Fuglen sang i Terebinthen —.
Hvem mon Herrens Sjæl forstaar —
mellem Hvedens Guldax yngler Klinten.
Det er ikke Jordans Flod——————
Lænker isner om min Fod,
Remme snøre mine Hænder sammen——————
— se, min Sjæl er glad og god —
det, der lider, er kun Dyrehammen.
Rasled de med Lænkers Jærn —
nej, en Tone — sød og fjærn —
Fløjters Graad og vilde Harpetoner —.
Herre, Herre, vær mit Værn
mod den smalle Skøges Fugledoner —.
Hendes Tunge kom mig nær
i det gule Fakkelskær,
og hun lagde blødt min Haand mod sine Bryster
Silken strejfed mine Knæ’r,
hendes Strube skjulte Nattens Fuglerøster.
Hæslige Herodia,
Hore fra Ekbatana,
sig hvorfor Du stinker i min Ørken
— hører Du, Herodia! —
som en raadden Vandpyt midt i Tørken.
Ræk mig rusten Ragekniv,
jeg vil flænse i Dit Liv,
kaste Aadslet for de griske Hundes Gummer —
— —
Herodes — Herodes — Aah — haah —
et Aadsel er Din Viv —
et Aadsel, hvorom Fluerne summer!«
— — —
Da gulned Herodias Ferskenkind,
hun bed sin egen Mund
og spyttede og hvæsed’ hæst
mod Fangekulens Bund —.
Der var kun ét hun tænkte paa
fra denne Stund.
— — —
Saa hugged de Døberens Hoved af
og lagde det paa Fad
og smykkede med Vaarens Blomst
den underlige Brad —
Herodia, Herodia,
da blev Du atter glad.