I Balbouketten sad jeg. Indeklemt
Blandt Vintergrønt, Tazet- og Vedbendblade,
Og al den anden Blomsterrigdoms Armod,
Som Parrots Kul fra Vinterkulden tvinger.
Kun jeg var voxet paa et andet Sted.
Hos hende selv, i hendes Vindueskarm
Skjød jeg mit grønne Blad, min hvide Krone,
Paa hendes Barm jeg sad, et Elskovshav,
Hvis hvide Bølger steeg og faldt saa hurtigt
Da Han sig nærmede, at jeg sprang ud
Og søgte ydmyg Frelse ved hans Fødder.
Da greb han mig, og satte med et Blik,
Saa dybt og inderligt, mig fast paa Brystet.
Saa troer jeg nok, det var paa Trappegangen.
Han fulgte ned en ung og fornem Dame,
Hvis Klædning brusede som Seil for Vinden,
Og som i Haanden holdt en stor Bouket
Af Sydens sjeldne, farverige Blomster.
Han aabned Vognens Dør, og paa dens Trin
Hun vendte sig og sagde: »Fætter Charles
Har været højst distrait mod mig iaften,
For denne Gang vil jeg ham pardonnere —
Den lille Præstedame var charmante.«
Med disse Ord hun fæsted paa hans Bryst
En høirød Pragtblomst, saa, for ei at knuses,
Jeg flagred ned og skjulte mig paa Jorden.
Han søgte efter mig, men fandt mig ikke,
Lidt efter Hun kom ned — men Hun var bleg;
Og Hendes Gang var uvant sky og hastig;
Hun traadte paa mig, Hendes Fod gled ud,
Hun bukked sig og — fandt mig slængt i Støvet.
Vi kjørte hjem. Jeg laae i Hendes Haand,
Men den var kold som Iis, og dog den brændte,
Og Duggen faldt den Nat saa tung og hed,
At jeg mit Bæger lukkede bedrøvet
Og halvt var visnet, da Hun traadte ind
Og lagde mig paa Bordet i sit Kammer.
Hun greb en Bog, en Bog med gyldent Snit,
Og, som i Tanker, aabned Hun den langsomt.
Da faldt paa Bogens Blad det vaade Blik
Og i det svage Dæmrelys Hun læste:
»Enhver, som troer og elsker, skuffes ei!«
Da greb Hun mig og kyssed mig saa fast,
Saa inderligt, og hendes Øine lyste,
Men Bogen lukked sig, og Alt blev mørkt,
Og i hiint Mørke følte jeg, jeg døde.
Men ud i Morgensolens unge Skjær
Svang sig min Blomstersjæl, og høit den jubled:
»Enhver, som troer og elsker, skuffes ei!«