Under Birkens Blad
Drømte jeg vi sad —
Aftenstjernen stod bag Træets Grene.
Duggens Perler faldt,
Stilhed overalt;
Vi var ene — første Gang alene.
Trofast til mit Bryst
Læned Du Dig tyst,
Fiin og svai og let som Birkens Vidie,
Lokken blød og lind
Strøifede min Kind,
Armen laae omkring Din Jomfrumidie.
Skyen Maanens Lys
Mørkned, og et Kys
Stjal jeg da i Hast bag Skovens Stammer.
Gjennem Birkens Hvalv
Nattevinden skjalv,
Og — jeg vaagned ene paa mit Kammer.
Troer Du ikke, at
Vi en Sommernat
Kunde finde Drømmen, som er svunden?
Vi har Nattens Vind,
Stjernen, Maanens Skin,
Og — af Birke staaer der nok i Lunden.