Græshopperne drage forbi
(Et østerlandsk Billede.)
(Et østerlandsk Billede.)
Sværmen i det Fjerne.
Som den skysorte Nat vælder ud over Jord,
Som en Storm farer hen over Hav,
Saadan drage vi frem ved det bydende Ord,
Som os Herren, den vældige, gav.
Rædsel sprede vi trindt over Jorden,
Rullende lyder som Hævnerens Torden
Vingernes Slag.
Høit over skjærmende Mure vi springe,
Sværd kan ei saare vor pandsrede Bringe,
Bølger ei hæmme,
Luer ei skræmme
Os, som gjør Nat af den solklare Dag.
Sværmen i Luften.
Frem gjennem Skyerne kbmme vi seilende,
Svirrende,
Dirrende
Vingerne gaae.
For vore Øine, de Intet forfeilende,
Blomsterne Blikkene bange nedslaae;
Kronerne lukkende,
Bladene dukkende,
Bøie de Bægeret blysomt mod Jord,
Sagteligt sukkende
Klinger i Chor:
Græshoppen kommer, til Skjønheden beilende.
Sværmen paa Jorden.
Vi ere Jehovas Hære,
Hans Vredes mægtige Tolk;
Vidt over Landet vi bære
Bud til det sløvede Folk.
Har Lid det sat
Til falske Guder
I Vantroes Nat; —
Vor Hær bebuder,
At Herrens Vrede
Til Straf er rede.
Som Ildsluer komme vi, Hævnerens Gave,
At kue Styrken;
Foran er Edens blomstrende Have,
Bag os en Ørken!
Sværmen i Træerne.
Kryb op, kravl op
Imod Træets Top,
Til Frugternes bugnende Stade!
Derop i Galop
Med dristige Hop,
Der voxe de saftigste Blade.
Hør, Grenene brage
Ved uvant Vægt,
Og fostre, svage,
En kraftig Slægt!
See, Fuglene drage
Med ængstlig Lyd
Langt imod Syd,
Bort fra den truende Landeplage.
Sværmen i Luften.
Bøier til Siden paa Vingen, den bærende!
Knagende,
Bragende
Luer slaae frem.
Skulle vi skræmmes fra Risen, den nærende
Jages tilbage til Ørknen, vort Hjem?
Slaaer de forbittrende
Luer med knittrende
Vinger og dæmper den blussende Ild!
Mennesket sittrende
Lære vi vil:
Græshoppen agter ei Ild, den fortærende.
Sværmen paa Jorden.
Vi hundrede Sønner føde,
Dog dræber Gud Zebaoth een;
Thi hvis ei den Ene døde,
Timedes Jorderig Meen.
Da Land og Hav
Og høien Himmel
Blev fælles Grav
For Livets Vrimmel.
Vi opaad Jorden
Fra Syd til Norden,
Yi uddrak Havets dybtrullende Vande
Og gnaved Sandet,
Til vidt det føg fra de tørrede Strande
Og dækked Landet.
Sværmen i Træerne.
Kryb op, kravl op
Til Palmernes Top,
Hvor Saften i Bladene rinder!
Derop i Galop
Med dristige Hop!
Den herligste Føde Du finder.
Rød Frugten vinker
Paa mørkgrøn Bund,
Og Duggen blinker
Ved Bladets Grund.
See, Maisolens Straaler
Kaster en Krands
Af Guld og Glands
Over de duftende Blomsterskaaler.
Sværmen i Luften.
Stiger nu opad, rask Vingerne vendende!
Susende,
Brusende
Høres vor Hær.
Stiger mod Solen, i Middagen brændende,
Breder Jer, spreder Jer, kom ei for nær!
Solen omsværmende,
Stadigt os nærmende,
Dække dens lysende Skive vi til;
Mørket, det skjærmende,
Vidne da vil:
Græshoppen tvinger selv Solen, den blændende.
Sværmen paa Jorden.
Os Herren gav Løvens Bringe,
Som Hestens vort Hoved staaer,
Han laante os Ørnens Vinge
Og gav os Kamelens Haar.
Som Strudsens Fod
Er vor og dannet,
Og Tigerblod
I vort er blanded;
Med Tyrens Nakke
Vi tog tiltakke;
Os Slangernes Ringe som Værge bedække
Og skjærme Bugen,
Med Røst som Schakalens vi Folket skrække
Som den forslugen.
Sværmen i Træerne.
Nu bort i Galop
Fra Palmernes Top,
Nu staaer kun den afklædte Stamme;
I Cedrene op
Med dristige Hop,
Frygt ei for den tærende Flamme!
See, Luen sig strækker
I Græsset blot,
Men ei den rækker
Vort høie Slot.
Ei gaae vi tilbage,
Før Ild som Gjæst
Bryder vor Fest,
Saa kan vi altid videre drage.
Sværmen i det Fjerne.
Ingen Stamme paa Jord staaer i Styrke os nær,
Og ei kommende Slægter skal see
Noget Folk, der som vort har saa mægtig en Hær,
Og hvis Slag bringer tungere Vee.
Høit paa de høieste Bjerge den stiger,
Skoven den fælder, og Mennesket viger
Bævende bort.
Markerne gulnes og Engene graane,
Solen faaer Glands som den dæmrendeMaane,
Dyrene dødes,
Jorden forødes,
Himmelen klæder sin Hvælving i Sort.