1836.
I Nybrogade, dér, hvor nu
En stiv, moderne Bygning staaer,
Dér laa i længst forgangne Aar
En underlig, en gammel Gaard.
Lavt var dens Tag og mørk dens Væg,
Men over Porten strunk og stolt
En kulsort Hane Kure holdt,
Som vilde den med Næb og Klo
Forsvare Redens trygge Ro.
Det Hele bar et sælsomt Præg
Af gammeldags Beskedenhed,
Af Hygge, Hjemlighed og Fred.
Og ved dets Side stod det Sted,
Som havde seet ham voxe frem,
Hans Barndoms lyse Minders Hjem.
Det havde kjendt ham alt som Pog,
Naar hjem han fra sin Skole drog,
Det havde hørt hans muntre Sang,
Da han som Yngling første Gang
I Livets Tummel ud sig svang.
Nu saae det ham som voxen Mand,
Men grant det mærked dog, at han
I Løndom af en Længsel led,
Som ikke Hjemmets stille Fred,
Ei Bølgens Suus, ei Vaarens Vind
Bort kunde puste fra hans Sind; —
Thi Længslens Navn var Kjærlighed.
Og Hjemmet saae, han drog afsted;
Men Ingen saae ham, da han gled
Hen over Beltet i Aftenen stille,
Thi det, som jubled i hans Bryst
Og det, som hvidsked om Haab og Trøst,
Og det, som fyldte hans unge Sind
Og brændte som Blus paa hans varme Kind,
Var hans Kjærligheds Dronning, Mathilde.
Det suser over Veile Fjord,
Det bruser gjennem Vig og Nor,
Stærkt Stormen sine Yinger slaaer
Om Tirsbæks gamle Odelsgaard.
Og Bøgen splintres i sit Fald,
Og Bølgen skummer vild og vred
Mod Landets blomsterløse Bred
Og sprøiter Skummet harmfuld op
Og hænger det i Bøgens Top
Ret som et sneehvidt Sørgeliin,
Fordi at hun, saa faur og fiin
Og fyrig som en ædel Viin,
Skal føres bort fra Jyllands Kyst
Til Sjællands blomstersmykte Bryst.
Dog flygtig som den lette Damp
Er Elementers vilde Kamp.
Sin Vinge sænker Stormen mat,
Og Bølgens Brusen standser brat;
Men imod Skovens Stammer slaaer
Midt i den stille, tause Nat
Et Tonevæld fra Tirsbæk Gaard,
Og gjennem Ruders blanke Glar,
Der spreder ud et Hav af Glands,
Man seer en prægtig, broget Krands,
Som svæver sirligt Par ved Par
I Brudevalsens lette Dands.
Men Parret hist, der Arm i Arm
Sig læner imod Vindvets Karm,
Og seer ud i Natten, den dæmrende, stille,
Som vilde de i Stjerners Skrift
See Livets kommende Bedrift,
Er ham fra Nybrogadens Gaard,
Er hende, som deelte hans Lod og Kaar,
Er hans unge Hustru, Mathilde.
1861.
Og Tider kom, og Tider gik,
Og meget, som man troede fast,
Af Tiden løst, istykker brast;
Thi Tiden er en mægtig Aand,
Som ofte med en jernstærk Haand
Og ofte i et Øieblik
Kan løse det, som Styrke fik.
Et Sekels Fjerdedeel forsvandt;
Men Baandet, som de Tvende bandt,
Ved Tiden just i Styrke vandt.
En yngre Slægt er voxet frem,
En Slægt, som alt har seet og lært,
At Intet er saa tungt og svært,
Det dog kan bæres let af To,
Naar fast de paa hinanden troe, —
Og derfor bringer den idag
Paa Tonefaldets Bølger milde
Et Ønske om, at han, der seer
I Løndom, hvad i Løndom skeer,
Maa holde fast det gamle Baand,
Maa signe med sin gavmilde Haand
Ham og hans Hustru, Mathilde.