Hisset, hvor Brændingens Braadsø sig bryder
Larmfuldt rullende op imod Landet,
Dér just, hvor Vandet
Hvirvlet til Sneeskum koger og syder,
Dér er det just, at Corallerne bygger.
Fagre som Blomster og klare som Voven,
Lette som Skummet af rullende Søer
Bygge de Øer,
Stadigt stræbende fremad mod oven,
Øer, som Palmen siden beskygger.
Selv de ei skues. Kun enkelte Dage,
Naar de urolige Bølger sig lægge,
Seer man et Dække
Blomster paa Bunden, hvortil der ei Mage
Findes heroppe i Lufthavets Bølger.
Thi det har Liv; men kastes i Vrede
Ikkun lidt Dynd, en Steen imod Bunden,
Strax er forsvunden
Farvernes Glands og Livet dernede,
Dybt i sit Steenhuus Corallen sig dølger.
Ikkun i oprørte Stemningers Vande
Bygger en Digter, med Strømmen fortrolig,
Stille sin Bolig,
Stræbende opad mod Sollysets Lande,
Hvor ham i Aanden alt Palmerne vinke.
Selv han ei skues; men kastes fra Bærmen
Dumhedens Dynd eller Raahedens Stene,
Gaaer han alene
Ind i sig selv og lukker for Sværmen,
Indtil i Klarhed Bølgerne blinke.