Det var en foraarslys Dag i Mai,
Da sprængte den Puppesvøbet
Og flagred som Sommerfugl langs den Vei,
Hvor den som Orm havde krøbet.
I Grøften laa dens afslidte Pels
— Revnet i Ryggen var Hammen —
Selv følte den sig, som Fri og Frels,
Høit løftet af Sollysflammen.
Selv følte den sig med nyfødt Liv
Paa en lysvarm, foraarsfrisk Vandring;
Den kjendte ei mere til Ormens: Bliv,
Dens Liv var nu idel Forandring.
Den tumled sig om fra Busk og til Blad
Beruset af Duft og af Sødme;
Den drak af Duggen og tog sit Bad
Bag Rosernes Morgenrødme.
Det lakked mod Kvæld, den søgte sig Skjul
Det blussed og blinked paa Himlen —
Da saae den en lyseblaa Sommerfugl,
Der fløi over Blomstervrimlen.
Mod Skyernes Blus, i Straalernes Ild
Den fløi som baaren af Vinden;
Det var som arved den Solstraalens Spil
Og Blomsternes Duft i Linden.
Og Sommerfuglen flagred den nær,
De hvirvled i Kreds om hinanden.
Det gik over Blomst, over Busk, over Træer,
Som havde den mistet Forstanden.
Og Roserne vinkede: Tag Dig i Agt!
Og Liljerne hvisked: Forsigtig!
Men frem det gik paa den luftige Jagt.
Nu nød den først Livet rigtig.
Til Nattergalsang i Fuldmaaneglands,
Ved Duft af de søde Convaller,
Den treen sin Brudefærds Sommernatsdands
I Skovens dæmrende Haller.
Da Solen randt frem som en gylden Strøm
Og lysnede Liv i det Døde,
Da vaktes den op af sin Sommernatsdrøm;
Men Livet — det var lagt øde.
Den laa som et henveiret Slaaentornsblad
Paa Skovbunden indunder Egen;
Vingerne klæbed i Duggens Bad,
Al Kraft og Styrke var vegen.
Da raabte den høit: „Du stolte Eg,
Frels mig af denne Vaande!
Er dette Enden paa Livets Leg,
Vee mig, at jeg drog Aande!”
Men Egen sused i Morgenens Vind,
Et Suk drog gjennem dens Grene:
„O, Sommerfugl, hvor er Du dog blind,
Troer Du, Din Lod staaer ene?
Den mægtige Eg som den flygtige Fugl,
Maa dog til sit Udspring tilbage;
Som Orm Du kravled af Jordens Skjul,
Nu ville Dig Ormene tage.”
Og atter det lød fra den nære Sø
Med Røster, som kom de fra Sivet:
„Loven er evig! Alting maa døe!
Livet betales med Livet!”
Da krymped den sig i Dødskampens Gys;
Men frem fra Morgenens Høie
Fløi der en Solstraalestribe, hvis Lys
End traf dens bristende Øie.
Og Solstraalen hvidskede: „Intet forgaaer!
Alt skifter kun Form i Forandring.
Hvert Liv, som visner, paa ny opstaaer,
Flyv frem paa Din evige Vandring!”