Det lider mod Aften. Paa Bølgernes Speil
De lethenglidende, graahvide Seil
Sees rødme i Snekkersteensbugten.
Som Svaner, der følge den synkende Sol,
De flyve dristigt fra Pol til Pol
Og trættes ikke ved Flugten.
Den dybe Stilhed, den drømmende Fred,
Som Aftenen gyder langs Sundets Bred,
Nu brydes af Kronborgs Kartover.
Hult drøner Saluten. Paa Bølgernes Bryst
Gjensendes den dæmpet fra Sveriges Kyst,
Og døer paa de rullende Vover.
Det gjælder den ranke, den stolte Fregat,
Og ud fra dens Portes bælgmørke Nat
De høirøde Ildstraaler glide.
I Taager hyllet, i Krudtdamp skjult,
Den fremad svæver, mens Bølgen hult
Slaaer op mod dens pansrede Side.
Som Fugle paa Kystens grønnende Træer
Det mylrer af Mandskab i Mers og paa Ræer,
Hist skimter man Lodsen ved Rattet.
Læseilene bugne for udhalte Spiir,
Som Havets Dronning, dets ypperste Siir,
Den vugges paa Kattegattet.
Men hvilende tungt i Bølgernes Favn
Der følger efter med bredbuget Stavn
En sværtlastet Kjøbmandsskude.
Den kipper Flaget for Fæstningens Tind
Og stræber at fange den løiende Vind
Med lappede Seil og Klude.
Til Relingen støttet en Yngling staaer;
Hans Øine funkle, det sorte Haar
Er trodsigt strøget tilbage;
Han stirrer saa dybt i Bølgernes Bo,
Som var det de sidste, han kunde betroe
Sin Sorg og lønlige Klage.
„Farvel, Du grønne, Du blomstrende Kyst,
Som gjemmer mit Haab, min Fryd og min Lyst,
Det Bedste, jeg havde i Eie!
Farvel, Du Mindernes dyre Ø!
Nu favner mig kun den troløse Sø
Paa mine vildsomme Veie.
Hvad kunde jeg for, at Lun var saa smuk?
Hvad kunde jeg for, hun hørte mit Suk
Og aned min lønligste Længsel?
At vakt ved hendes drømmende Blik
Min søgende Attraa de Vinger fik,
Hvormed den sprængte sit Fængsel?
Jeg drømte om Hæder, om Seier og Kamp,
Om Slagets Torden, Kartovernes Damp,
Om Lykke naar Kampen var ude!
O, Fader, hvor kunde Du være saa streng,
At jage mig bort som den usleste Dreng
Paa den usleste Kjøbmandsskude?”
Han maaler Kysten — den synes saa nær;
Nymaanen, der kasted sit dæmrende Skær,
Sig nu bag Skyerne fjerner.
Han seer til Rattet — kun Lodsen staaer
Alene agter, opmærksomt gaaer
Hans Blik mod de ledende Stjerner.
Han griber et Tov, han firer sig ned,
Og Bølgerne hviske: „Kom med, kom med!
Vi bære Dig hen over Vandet.
Vi kysse den Plet, hvor hun sætter sin Fod,
Kom med, Kammerat! Har Du Lyst, har Du Mod,
Saa følg os til Paradislandet!”
Han stirrer, som saae han et daarende Syn,
Det glimter for Øiet som tusinde Lyn —
„Nu eller aldrig!” det klinger.
Da slaaer der en Braadsø mod Skibets Bov;
Den løfter ham høit, nu er han dens Rov
Og føres afsted paa dens Vinger.
Roergjængeren seer imod Kattegat —
Da klinger et Skrig, fortvivlet og mat,
Som kjæmpede langt ude Nogen.
Han lytter anstrengt; men Alt er tyst,
Saa klarer han Pynten paa svenske Kyst,
Og Skibet svinder i Taagen.