Hvor der er deiligt dernede ved Sundet!
Fuldmaanen kaster sit magiske Skjær,
Fast som et Net af Sølvstraaler spundet,
Ind mellem Granernes drømmende Hær.
Lysene glimte,
Hist kan Du skimte
Hveen, som hviler i Skumringens Fred.
Ja, der er deiligt dernede ved Sundet!
Alt er harmonisk til Eenhed forbundet;
Kom, min Veninde, kom og følg med!
Kom, vi vil gaae, hvor Søerne friske
Langligt sig rulle mod Havstokkens Sand!
Kom, vi vil høre, hvad Bølgerne hviske,
Eventyrdrømme fra Søkongens Land!
Smykt med Koraller,
Muslingeskaller,
Sidder han eensom med Storhval til Gjæst.
Terne og Svend er de glimtende Fiske;
Sagte i Skumringen Bølgerne hviske
Sælsomme Frasagn om Søkongens Fest.
Evigt en Uro der er i hans Rige,
Aldrig han stiller Smaabølgernes Savn;
Derfor de svulme, derfor de stige,
Kaste sig haabløst i Blomsternes Favn.
Atter tilbage
Maa de sig drage,
Sukkende lyde de Søkongens Ord;
Fulde af Smerte de boblende vige
Rastløst igjen til hans dødkolde Rige,
Fyldte med Minder om Skjønhed paa Jord.
Ak, min Veninde, jeg bærer herinde
Dybt i mit Hjerte Smaabølgernes Sang.
Jubler den høiest, den atter maa svinde,
Krympe sig ind under Døgnlivets Gang.
Hvor skal de ømme
Bævende Drømme
Finde det Hjerte, som vil dem forstaae?
Hjemløst de flagre for Aftenens Vinde —
Siig, hvi Du skjælver, min lille Veninde?
Er det for koldt? Nuvel, vi vil gaae!