Jeg veed ei selv, hvordan det mig gaaer;
Men hvergang jeg vandrer ud.
Hvor Pinien fletter sit mørke Haar,
Og Myrthen stander som Brud,
Og hvergang jeg seer Apenninernes Top
Med Kroner af skinnende Snee —
Da dukker der Noget i Sjælen op,
Som gjør, jeg har ondt ved at see.
Og naar jeg stirrer i Fjeldsøen ned
Mod det dybe, blaagrønne Vand,
Og naar jeg hviler i Aftenens Fred
Ved Golfens lysende Strand,
Og naar jeg hører fra Vignernes Hegn
Tamburoen skjælve af Fryd —
Da er det som Syner, skrevne med Tegn,
Som Toner, formed af Lyd.
Thi ved min Side en Kvinde sad
— Veemodigt var hendes Smiil —
I Haaret det hvide Aakandeblad,
I Kjortlen den grædende Piil.
Hvert Ord saa kjendt, en blød Melodi,
Hvert Blik, som Syn af en Ven —
De sydlige Syner, jeg svælgede i,
De sluktes og falmede hen.
Jeg duer vist ei til at reise, jeg!
Jeg fører for Meget med,
Og hvor jeg kommer, jeg finder ei
For Hende mit blivende Sted.
Thi Aakandeblomsten, den duggfriske Bøg,
Hvis Blade hun snoer i sit Haar,
De voxe og lyse ved hvert Besøg,
De drage mig, hvor jeg saa gaaer.
Men sidder jeg først i mit gamle Hjem,
Hvor Dagene gange paa Hæld,
Da faaer jeg de brogede Billeder frem
Naar Lampen lyser ved Kvæld.
Da ordner til Digt sig Mindernes Chor
Med Sydens Farver og Ild,
Da finder jeg vel paa de rette Ord —
Og Hun vil smile dertil.