Gjæsterne inde fra Byen
Var alt dragne afsted;
Over den gamle Præstegaard
Hviled den dybeste Fred.
Søvnen paa bløde Vinger
Hen over Landet drog;
Men i Præstegaarden var En,
Som den i Favn ei tog.
Ude i Havens Gange
Vandrer hun op og ned;
Hvor hun vandrer, og hvor hun gaaer,
Følge Tankerne med.
„Elsker han mig eller ikke?”
Det var det mørke Punkt,
Hvorom de matte Tankers Kreds
Dreied sig træt og tungt.
„Sikkert vil han mig glemme
Nu, han drager mod Syd!” —
Angst hun skjælved; thi Tanken tog
Mod hendes Villie Lyd.
„Sætter han virkeligt Kunsten
Med dens Hæder og Glands
Over en Kvindes Kjærlighed,
Bliver jeg aldrig hans?”
Pludseligt foer hun sammen.
Midt i den Nøddehæksgang
„Elsker Du ham eller ikke?”
Lød det med sagte Klang.
Sky hun skotted til Siden;
Hvorfra kom mon de Ord?
Det var en Angst, som hundredefold
Dybt gjennem Sjælen foer.
„Elsker Du ham eller ikke?”
Hvorfra mon Tvivlen kom?
Ak, det havde hun aldrig før
Tænkt paa at spørge om.
Yderst i Havens Hjørne
Lysthuset løvdækt stod;
Dér hun vilde for Tankens Flugt
Gjøre oprigtig Bod.
Dér hun vilde sig fjæle,
Dér hun vidste var Ro.
Sagte hun aabnede Døren til
Mindernes hellige Bo.
Maanestriben paa Bordet
Faldt med en dæmpet Glands,
Og i Bordpladen ridsed stod
Noget — Skriften var hans.
„Søg paa dit yndige Kammer!
Dér vil Du finde igjen
Ham, som ogsaa i Sydens Egn
Bliver meer end din Ven.”
Rask hun fløi gjennem Haven —
— Fugl ei flyver saa let —
Over det Rosentræes Skrivebord
Straalede hans Portræt.
Ned hun tog det fra Væggen
Med en urolig Iil;
Øiet fæsted sig atter paa
Denne kjække Profil.
Længe hun taus betragted
Hver en Linie, hvert Træk;
Endelig med et smerteligt Suk
Lagde hun Billedet væk.
Thi det gav ei Forløsning.
Tvivlens nagende Røst
Steg i den stille Sommernat,
Fyldte paa Ny hendes Bryst.
Der var et Pres i Luften,
Vindvet hun aabned paa Klem,
Over den mørke Granelund
Tittede Maanen frem.
Fra Caprifoliernes Klynger
Steg en berusende Duft;
Aftenbakkernes lette Sving
Saaes mod den lyse Luft.
Ude fra Markerne dirred
Græshoppens evige Sang;
Mørk, med et enkelt Stjernepunkt,
Laa den Nøddehæksgang.
Alt var ganske som dengang,
Og nu kaldte hun frem
Hvert et Minde fra først han kom
Vandrende til hendes Hjem.
Havestuen var oplyst,
Natten var mild og varm;
Ude i Havens skjærmende Ly
Bød han hende sin Arm.
Medens Tonerne jubled,
Medens Strengene klang,
Havde de vandret op og ned
Her i den gamle Gang.
Lysthusets løvklædte Vægge
Tog dem tilsidst i Favn;
Dér han havde i Mørkets Skjul
Hvisket ømt hendes Navn. —
Alt var ganske som dengang;
Siig, hvad fattedes da?
Hvor var Angsten og Tvivlen
Egenligt kommen fra?
Træt af Tankernes Sværmen
Gik hun tilsidst til Ro;
Men i Drømme syntes hun, at
Han var bleven til to.
En fra de gamle Dage,
Men som forlængst var død,
Og saa en anden, som angerfuld
Tanken til Side skjød.
Men det var, som den sidste
Voxed og holdt hende fast,
Til i et svælgende Afgrundsdyb
Tanken og Hjertet brast.
Men blandt de skumle Syner
Klang med Cousinens Røst:
„Gud, han skriver vist nydeligt?
Tænk, han bliver til Høst!”