Jeg fik, hvorom jeg bad. Et lille Ord,
Saa fuldt af Smerte og saa rigt paa Kummer,
Hint simple Svar, der frygtes mest paa Jord,
Fordi dets trende Tegn al Smerte rummer.
End Sorgens Brænding i mit Hjerte skummer,
Endnu jeg maaler ei, hvordyb og stor,
Hvor tung en Kval der i mit Indre boer;
Det kommer først, naar Taarerne forstummer.
Thi naar man ikke meer formaaer at græde,
Da kommer først den rette, bitre Smerte
Og fletter Led for Led en Sorgens Kjæde.
Med denne lænket, gaaer jeg gjennem Vrimlen;
Og tynger den til Jorden end mit Hjerte,
Jeg klager ei, den binder mig til Himlen.